Nyt skærpet havnedirektiv bliver mødt med vrede blandt havnearbejderne.
Mindre end et år efter at EU parlamentet forkastede et forslag til havnedirektiv, er kommissionen nu klar med et nyt og skærpet forslag.
Det forkastede direktiv blev mødt med omfattende aktioner og strejker blandt havnearbejderne overalt i Europa, fordi det var en trussel mod deres job.
Direktivet åbnede en ladeport for rederne til at bruge søfolk fra lavtlønslande ombord på skibene til at udføre lastning og losning.
Da det blev forkastet, truede rederne med at bruge EF domstolen for at komme igennem med deres krav til ”liberalisering”. Men EU Kommissionen og transportkommissær Loyola de Palacio kommer nu rederne til undsætning ved at genfremsætte forslaget om liberalisering af havnene i Europa.
Det nye udkast går endda videre end det faldne, der er tale om en skærpelse på flere punkter i forhold til de gamle.
Fra kan til skal
Hvor det gamle direktiv åbnede muligheden for at det enkelte land kunne tillade søfolk at udføre havnearbejde, så står der nu direkte, at søfolkene skal have mulighed for at udføre havnearbejde. Direktivet vil desuden pålægge medlemsstaterne at sikre, at det sker.
På havnen i Ålborg er der vrede blandt havnearbejdere over Kommissionens udspil:
– Havnearbejderne ryster på hovedet af det her. Det er helt uhørt, at man mindre end et år efter genfremsætter direktivet og oven i købet gør det ti fold værre, siger Ole Nors formand for SiD Ålborg cement-havn-lager.
– Det er et billede på, hvordan magthaverne reagerer, når de bliver forsmået. De bliver bare ved, indtil de får det, som de vil have det. De accepterer ikke et nederlag, det er ikke respekt for demokratiet, når man ikke acceptere at et forslag er forkastet. Og man nøjes ikke med at genfremsætte, man skærper kravene, siger han.
I det forkastede direktiv var der en mulighed for en vis kontrol med rederne. Lokale styregrupper skulle overvåge, om havnearbejdet blev udført sikkerhedsmæssigt korrekt og at folk havde en vis uddannelse.
– Det er helt væk i det nye forslag. Nu er det alene skibets kaptajn som afgør, om hans folk er kvalificeret til at lave arbejdet. Det er det rene anarki. Det skinner tydeligt igennem, at de redere, som i forvejen tjener styrtende, skal tjene endnu mere, siger Ole Nors.
Sidste år aktionerede og strejkede havnearbejderne i Ålborg flere gange mod havnedirektivet.
– Vi var godt klar over, at de ville komme igen på et senere tidspunkt. Men ingen havde drømt om, at de bare ville tage det gamle og skærpe det. Vi havde forventet noget mere maskeret. Men havnearbejderne her i Ålborg siger, at de er klar til at tage kampen en gang til, siger Ole Nors.
Direktiv forslaget er ikke officielt fremlagt endnu, alligevel mødes Det Europæiske Transportarbejderforbund, ETF allerede i dag for at diskutere udkastet til havnedirektiv. (brink)
17.09.04
