EU-Kommissionen vil ikke ændre Udstationeringsdirektivet og sikre fagbevægelsens ret til konflikt for lige vilkår
Der kommer ingen revision af udstationeringsdirektivet, når EU-kommissionen til januar præsenterer sin evaluering af direktivet, erfarer Børsen.
– En styrkelse af reglerne mod social dumping, bliver ikke en del af en kommende ændring af direktivet, det siger en ”højtstående embedsmand” med ansvar for udstationeringsdirektivet til avisen.
Forslaget fra Kommissionen ventes lige efter nytår, men det vil ifølge topembedsmanden kun indeholde forbedret håndhævelse af de nuværende regler og ikke en styrkelse af regelsættet.
Embedsmandens melding kommer her en uge før Danmark overtager formandsskabet for Unionen. Europaminister Nicolai Wammen har tidligere sagt, at Danmark vil arbejde for en revision, som i det mindste ligestiller faglige rettigheder og den frie bevægelighed.
Men det bliver der ikke noget af. Kommissionen mener, at det vil ”indebære en unødvendig og kompliceret åbning af den politiske aftale om udstationeringsdirektivet.”
Fagbevægelsen kørt af banen
Hvis EU-kommissionens forslag ender med blot at se på håndhævelsen af det eksisterende direktiv, så er det et nederlag for den europæiske fagbevægelse, som siden EU-domstolens såkaldte Laval-dom, har kæmpet for at sikre konfliktretten i det indre marked.
Dommen betød reelt, at fagbevægelsen er afskåret fra at kræve lige vilkår for udstationerede arbejdere. Dommen går udstationeringsdirektivet til et maksimumsdirektiv, som betyder at udstationerede arbejdere kun har krav på et minimum af rettigheder og forbyder fagbevægelsen at konflikte for mere.
Op til Danmarks formandskab har den danske fagbevægelse presset på for at regeringen skal gøre problemerne med social dumping til en prioritet under formandskabet.
Men med Kommissionens signaler omkring direktivet, ser det ud til at det danske formandskab nu må gå i direkte konfrontation med EU-Kommissionen, hvis den vil igennem med en indsats mod social dumping.
At Kommissionen overhovedet ikke mener, at direktivets begrænsninger af konfliktretten er et problem, er ingen nyhed. Spørgsmålet om en revision af udstationeringsreglerne har været på dagsordenen i flere år og udspillet har været udsat i flere omgange. Allerede i sommers signalerede Kommissionen, at den ikke var beredt til ændringer. ( Se: Kommissionen advares mod styrkelse af strejkeretten)
Afregulering
Måske er det forståeligt, at Kommissionen mener, at det er ”unødvendigt” at åbne en diskussion om ændring af udstationeringsdirektivet al den stund, at det sidste EU-topmøde har givet grønt lys til en
rapport om at mindske byrderne for såkaldt små og mellemstore virksomheder, dvs. med under 250 ansatte. (Se:Topmødet brød gulvet op)
Kommissionens rapport peger på, at man måske helt skal friholde små og mellemstore virksomheder fra Udstationeringsdirektivet, hvis den intention bliver indfriet så falder 90 procent af alle virksomheder i EU udenfor, og så er der måske ikke den store grund til at diskutere indholdet i direktivet.
Europaminister Wammen sagde i sidste uge til eufagligt.dk, at regeringen er opmærksommed på problemet og klar til at tage en diskussion med Kommissionen om rapporten.
Imens raser den Europæiske Faglige Sammenslutning og den danske fagbevægelse mod udsigterne til at svække de faglige rettigheder i EU. Bygge og Anlægskartellet har kaldt forslaget for vanvittigt og vil mødes med statsministeren for at få regeringen til at handle. (Se: BAT-kartellet: Regeringen må stoppe EU-kommissionen) (brink)






