Trods protester fra både fagbevægelse og medlemslande fastholder EU-kommissionen at vejtransporten skal gives helt fri
EU-kommissionen fastholder i ny rapport, at det både er til gavn for miljøet og finanserne, hvis den såkaldte cabotagekørsel gives helt fri.
Danmark har netop måtte opgive en stramning af reglerne for cabotagekørsel, som i dag tillader en udenlandsk lastvogn at køre tre ture i Danmark, hvis han er kommet hertil med en last fra udlandet. Den danske stramning handlede om, at udenlandske lastvogne som kom til Danmark med tomme trailere eller med blot med tomme paller, ikke havde lov til at køre cabotagekørsel.
Men det mener kommissionen er ulovligt. Både tomme containere og paller har værdi, derfor er de omfattet af reglerne for fri bevægelighed, og det giver ret til cabotagekørsel, mener kommissionen.
Eufagligt,dk har fået afslag på aktindsigt i den åbningsskrivelse, som EU-kommissionen har sendt til Danmark. Men en kilde i kommissionen oplyser ”til baggrund,” at det er hovedanken mod den danske stramning af reglerne. Kommissionen henviser bl.a. til en række domme, som handler om ”ikke kommerciel tranport af kæledyr – standardpas til transport inden for
Fællesskabet af hunde, katte og fritter.” (Til oplysning: fritter er tamme ildere red.)
Her præcisere EU-domstolen, at ”kun produkter, hvis værdi kan måles i penge, og som i sig selv kan være genstand for omsætning, henhører under anvendelsesområdet for den frie bevægelighed for varer.” Og det er netop sådan kommissionen opfatter de tomme lastvogne, som kommer til Danmark for at køre cabotagekørsel. Så kommissionen kan sine domme, når den fortolker de eksisterende regler.
Tåget og uklar
I forbindelse med, at transportminister, Magnus Heunicke rettede ind efter kommissionen, kaldte han samtidig EU-reglerne for ”tågede.” Og det er måske det eneste punkt, hvor EU’s transportkommissær og ministeren er enige.
I den rapport transportkommissær Siim Kallas fremlagde tidligere på måneden kalder han reglerne for både uhensigtsmæssige og uklare. Men han lægger ikke op til klare stramninger, tværtimod opfordret han den kommende kommission til helt at afskaffe cabotagereglerne.
De ”resterende begrænsninger af cabotagekørsel” koster 50 millioner euro om året, viser en undersøgelse fra EU-parlamentet. Og ”ved at ophæve begrænsningerne for cabotagekørsel, så det bliver nemmere for vejtransportvirksomhederne at kombinere ladninger og udnytte returkørslen, kan man bidrage til at nedbringe antallet af tomkørsler,” konkluderer kommissionen.
”Fjernes disse begrænsninger, bliver det også muligt at optimere styringen af vognparkerne og dermed samlet set gøre logistikken inden for EU’s økonomi mere effektiv. Dette vil være med til at sikre, at EU fortsat er et attraktivt sted for produktion og handel,” hedder det videre.
– De nuværende regler er uhensigtsmæssige for europæiske virksomheder, påvirker alle trafikanter og er dårlige for miljøet. Branchen har brug for klare regler, og samtidig er der behov for gode arbejdsvilkår for chaufførerne. Jeg håber, at den næste Kommission vil fortsætte ad denne vej, siger Siim Kallas.
Fem lande imod liberalisering
EU-kommissionens udspil ignorer tilsyneladende de advarsler, som både fagbevægelsen og en række medlemslande er kommet med. Allerede for et år sagde Frankrig sammen med Danmark, Østrig, Belgien og Italien fra overfor at åbne yderligere op for cabotagekørsel.
Kommissionen med en ny rapport lagde op til yderligere liberaliseringer af godstransporten på landeveje, kom en rapport fra det franske senat, der i utvetydige vendinger gik imod EU-Kommissionens tanker og advarede mod den stigende cabotagekørsel, hvor udenlandske vognmænd udfører transporter i andre lande.
I denne uge kom der en rapport fra det franske senantsmedlem, Eric Bocquet om misbrug af cabotagereglerne i Frankrig.
Ifølge rapporten overtager firmaer fra især Polen større og større dele af transporten i Frankrig. Det sker ved at omgå eller systematisk udnytte regler for cabotagekørsel, skriver fagligt.eu.
Trafikken har kostet 21.000 franske arbejdspladser på 10 år. Det fremgår af rapporten, at 27 procent af cabotagekørslerne i Frankrig udføres af spaniere og 11 procent af polakker, mens firmaer indregistreret i Luxembourg, hvoraf mange mistænkes for at være ”postkassefirmaer” uden egentlige aktiviteter, står for 16 procent.
Men spørgsmålet er om selv en alliance med store medlemslande som Frankrig og Italien er nok til at stoppe EU’s bestræbelser på yderligere liberalisering af godstransporten. Under alle omstændigheder bidrager EU-kommissionens nye rapport til at sætte spot på det “landevejens slaveri”, Godschaufførerne landsklub demonstrerer mod 3. maj foran Christiansborg.
(brink)






