Udstationerede arbejdere har kun krav på den absolut laveste løn, som er nævnt i en kollektiv overenskomst, uanset om overenskomsten indeholder andre elementer, lyder forslag til ny EU-dom
Sådan kan konklusionen sammenfattes i det forslag til afgørelse af en strid ved EU-domstolen mellem det finske bygningsarbejderforbund og et polsk byggefirma. Hvis EU-domstolen følger generaladvokatens indstilling, så kaster domstolen endnu en bombe ind det nordiske overenskomstsystem.
Generaladvokaterne ved EU-Domstolen tygger populært sagt sagerne igennem og kommer med en indstilling til dommerne, inden de tager endeligt stilling til en sag. Således også her, hvor generaladvokat Wahl gennemgår juraen i en 42 siders lang udtalelse. Han øjner en mulighed for, at domstolen kan bruge sagen til endelig at definere, hvad der skal forstås ved mindsteløn. Samtidig hælder han både den finske fagforenings og tre nordiske regeringers argumenter ned ad brættet.
Det er et polsk firma, som havde 186 polakker til at arbejde på et finsk atomkraftværk, som har rejst sagen. I første omgang ved en finsk ret, som nu har søgt vejledning hos EU-domstolen og bedt om en såkaldt forhåndsudtalelse i sagen.
Det finske bygningsarbejderforbund krævede, at polakkerne fulgte den finske overenskomst, som er baseret på akkordløn med en garanteret mindstebetaling. Sagen har den ekstra krølle, at de finske overenskomster er almengjort, dvs. at alle arbejdsgivere – uanset om de har tiltrådt aftalen – er forpligtet på overenskomsten.
Intet andet end den laveste løn
Det polske firma nægtede med henvisning til EU-reglerne, at følge overenskomstens krav udover det absolutte minimum, som udstationeringsdirektivet ”tillader”, nemlig den timeløn, som er nævnt i overenskomsten, uanset at det er normal praksis på området at arbejde på akkord med en garanteret mindsteløn.
Bygningsarbejderne har fået støtte fra både den danske, norske, svenske og finske regering som har brugt deres ret til at afgive skriftlige indlæg i sagen. Den finske og den norske regering troppede endog op og deltog i retsmødet om sagen i juli. For Norge er sagen særligt presserende, fordi den norske højesteret har trodset en lignende afgørelse fra EU-domstolens lillebror EFTA-domstolen.
Men generaladvokaten afviser både bygningsarbejder og regeringernes argumenter og giver polakkerne ret: Han medgiver, at de polske arbejdere tjente mindre end de ville have gjort, hvis de var blevet akkordlønnet med garanteret mindsteløn, sådan som det er krævet i overenskomsten.
– Jeg har dog svært ved at tilslutte mig det argument, som fagforeningen har fremført med tilslutning fra næsten alle de regeringer, der har afgivet indlæg til Domstolen. De er af den opfattelse, at akkordlønnen med garanteret mindsteløn bør udgøre mindstelønnen i det tilfælde. Faktisk kan jeg ikke se nogen overbevisende grund til, at andet end den laveste løn (i dette tilfælde timeløn), som er fastsat i den kollektive overenskomst, skulle anses for den ”mindsteløn”, som er omhandlet i artikel 3 (i udstationeringsdirektivet red.), skriver han.
Udtrykkeligt forbudt
På samme vis afviser generaladvokaten, at det polske firma skulle være forpligtet til at følge den finske overenskomst krav om at indplacere arbejderne i lønklasser baseret på uddannelse og erfaring. Alt andet end den absolut mindste løn vil ”i praksis betyde, at man accepterede en situation svarende til den, som er udtrykkeligt forbudt ifølge Laval-dommen, hvor fagforeningen krævede, at en udenlandsk virksomhed skulle overholde et lønniveau baseret på et statistisk gennemsnit af lønsummen udbetalt til arbejdstagere, der havde beviser for deres faglige kvalifikationer. Et sådant gennemsnit kan næppe fortolkes som ”mindsteløn” i direktiv 96/71’s forstand (udstationeringsdirektivet)”, konstaterer han.
Generaladvokaten foreslår derfor en afgørelse, som udtrykkeligt slår fast, at værtsmedlemsstaten ikke kan pålægge udenlandske virksomheder, at følge særlige lønskalaer eller -klasser ud over det minimum, som udtrykkeligt er fastsat i den kollektive overenskomst. Han afviser også, at udenlandske virksomheder er forpligtet til at følge en række andre bestemmelser i overenskomsten, fordi de ikke er begrundet i det, som i EU-retten anerkendes som ”tvingende almene hensyn”.
Fra gulv til loft
I sine omfangsrige overvejelser bekræfter generaladvokaten fagbevægelsens påstand om, at EU-Domstolen med sin afgørelse i Laval-sagen med et pennestrøg forandrede gældende ret.
Før Laval-dommen var udstationeringsdirektivet et mindstemål af værn for de udenlandske arbejdere. Det forpligtede medlemslandene til minimum at sikre de vilkår direktivet opregner. Men med Laval-dommen blev det pludseligt til overliggeren for, hvad man kunne forlange.
Direktivet er måske i virkeligheden oprindelig udtryk for en umulig kombination af hensynet til at beskytte de nationale arbejdsmarkeder og samtidig fremme den frie udveksling af tjenesteydelser, noterer generaladvokaten lidt opgivende.
Men domstolen har ”i sin efterfølgende praksis tilsyneladende flyttet sit grundlæggende fokus fra beskyttelsen af det nationale arbejdsmarked til den frie udveksling af tjenesteydelser”, skriver han.
En konstatering som helt flugter med den Europæiske Faglige Sammenslutnings opfattelse. Og som har ført til fagbevægelsens krav om en social protokol i EU, som giver faglige rettigheder forrang over det indre markeds friheder.
Indskrænket suverænitet
Domstolens skift fremgår klar af Laval-dommen, mener generaladvokaten. Laval-dommen begrænser ”i væsentlig grad” medlemsstaternes muligheder for at kræve en højere standard end den obligatoriske minimumsstandard, konstaterer han.
Og han går endog et skridt videre, i det han fastslår, at der med Laval-dommen er sat ”betydelige grænser” for medlemsstaternes suverænitet over løndannelsen.
– Selv om EU-lovgiver ikke havde til hensigt at kræve af medlemsstaterne, at de fastsatte en mindsteløn, hvis der ikke var nogen bestemmelser herom i den pågældende medlemsstats lovgivning, har Laval-dommen ligeledes opstillet betydelige grænser for medlemsstaternes beføjelser til at bevare deres egen tilgang til løndannelsen, hedder det ordret.
Domstolens endelige afgørelse ventes senere på året. (brink)
