Total græsk underkastelse eller udtræden af euroen vil begge dele være en politisk falliterklæring for EU
I forhandlingerne om Grækenlands økonomi har den nye græske ”Syriza” – ledede regering som bekendt bedt EU om en opblødning af den hårde sparepolitik og en lempelse af landets tyngende gæld. Men den græske regering er langt hen ad vejen blev mødt med kompromisløs afvisning af ”trojkaen” (EU, ECB og IMF). EU synes kun at give Grækenland to muligheder: Mere eller mindre fuldstændig underkastelse eller også græsk udtræden af euroen – en såkaldt ”grexit”.
Det er ellers ikke, fordi den græske regering ikke har haft økonomiske argumenter for sine anmodninger. På trods af en delvis gældssanering i 2013, der skulle bringe Grækenlands gæld ned på omkring 150 % af BNP, er gælden siden igen vokset til op mod 170 % af BNP og har hermed et uoverstigeligt omfang. Problemet er i sidste ende, at nedbringelse af gælden kræver et overskud i økonomien at betale af – dvs. vækst. Men den økonomiske krise plus EU s hårde sparekrav har tværtimod sendt den græske økonomi ud i et dybt fald på mere end 25 % af BNP siden 2008, mens arbejdsløsheden er steget til over 27 % og fattigdommen har bredt sig i det græske samfund.
Ganske vist blev der i februar indgået en aftale en foreløbig aftale mellem ”trojkaen” og den græske regering om forlængelse af lånebistanden med 4 måneder. Man har her kunnet enedes om en absolut tiltrængt effektivisering af det græske skattesystem. Men den græske regerings ønske om at føre en mere vækstorienteret økonomisk politik og mildne den værste fattigdom samt om en lempelse af afdrags – og rentekrav på gælden er alt overvejende blev skudt ned at et stejlt EU, der heller ikke har villet bløde nævneværdigt op på krav om udsalg af græske aktiver i form af privatiseringer. Og i de næste måneder, senest til sommer, skal der være fundet en langsigtet gældsaftale.
Eurolandenes og EU kommissionens og ECB s samt IMF´s hårde kurs henter ikke mindst sin legitimering i de ofte fremførte påstande, at grækerne selv er skyld i deres økonomiske misere samt at der ikke er noget økonomisk alternativ til den hårde og stramme økonomiske politik. Sandheden er imidlertid langt mere sammensat.
Det er på den ene side hævet over enhver diskussion, at tidligere græske regeringer i årevis førte en uansvarlig økonomisk politik. Og det er indiskutabelt, at ikke mindst en effektivisering af det græske skattevæsen er uomgængelig. Men underskuds – og gældsproblemerne er på den anden side ikke blot et græsk problem, men fælles for hele Sydeuropa og skyldes ikke mindst, at landene her forhindres i at genoprettet økonomien, fordi de pga. ØMU´en ikke længere kan føre egen rente – og valutapolitik. Og det har været en generel fejl i EU s økonomiske politik ikke bare overfor Grækenland, men overfor hele Sydeuropa og overfor krisen i det hele taget, at der i stor grad har manglet vækstinitiativer i form af en ekspansiv finans – og beskæftigelsespolitik.
Som økonomien er, er Grækenland prisgivet långiverne dvs. ”trojkaen”. Tvinges Grækenland af et stejlt og kompromisløst EU anført af Tyskland til at acceptere de nuværende lånevilkår og til at videreføre sparepolitikken er det opskriften på formentlig flere årtiers økonomisk og velfærdsmæssig forarmelse af Grækenland. Det er fuldt forståeligt, at den græske regering af al magt forsøger at undgå en sådan total underkastelse. Alternativet er en ”Grexit” altså græsk udtræden af euroen, hvilket imidlertid uundgåeligt vil føre til græsk statsbankerot. Grækenland vil så nok i højere grad kunne føre sin egen økonomiske politik, men vil være økonomisk isoleret og prisen vil under alle omstændigheder blive en voldsom udhuling af velstand og velfærd i det græske samfund. Heller ikke nogen nem udvej.
Det er imidlertid ikke blot økonomisk fallit som truer for Grækenland, også for EU truer en om end mere politisk falliterklæring. Tvinges Grækenland til økonomisk politisk underkastelse eller udtræden af euroen, vil det for det første være vidnesbyrd om det demokratiske underskud i EU, hvis et overstatsligt bureaukrati og en politisk elite i en sådan grad kan diktere en demokratisk valgt regerings politik. Og for det andet vil det være en demonstration af, i hvilken grad en konservativ, neoliberalistisk og monetarisk økonomisk politik, som prioriterer hensyn til offentlige finanser og erhvervsliv over hensyn til beskæftigelse og velfærd, er indskrevet ikke blot i det herskende politiske flertal, men i hele EU s institutioner og pagter.
