Rammerne for at samle underskrifter i EU’s borgerinitiativ endelig på plads. Men en kampagne for en ”Social protokol” vil blive dømt ude, forudser folkebevægelsens MEP, Søren Søndergaard
EU’s institutioner er endelig blevet enige om betingelserne for det såkaldte Borgerinitiativ, som blev vedtaget med Lissabontraktaten. Og skal tro EU-parlamentets hjemmeside , så er det ”Direkte demokrati inden for rækkevidde,” som de siger i en præsentationsvideo, som fortæller om parlamentets bidrag til vedtagelsen.
I princippet er det nok, hvis syv borgere fra syv forskellige EU-lande beslutter at sætte en indsamling i gang. Men for at blive accepteret som en del af borgerinitiativet, så skal kommissionen godkende det krav, som indsamlingen rejser. Det skal falde inden for EU-kommissionens kompetence og samtidig være i overensstemmelse med Unionens værdier, fremgår det af beslutningen.
En kampagne for en million underskrifter for fagbevægelsens krav om en social protokol som tillæg til traktaten vil derfor falde udenfor borgerinitiativet, mener Søren Søndergaard, folkebevægelsens medlem af EU-Parlamentet.
LO Storkøbenhavn har længe arbejdet på et initiativ for at samle en million underskrifter for kravet om en social protokol sammen med fagbevægelsen i den andre EU-landes hovedstæder, men har måttet vente på at rammerne faldt på plads.
– Sagen er, at kravet skal falde indenfor EU-kommissionens kompetence. Kommissionen vil sige, at det kan I godt glemme, det er ikke vores bord. Et krav om en social protokol vil blive afvist, fordi kommissionen ikke har initiativret i forhold til at ændre traktaten, siger Søren Søndergaard.
Sværere at mobilisere
Hvis formålet med underskriftsindsamlingen ikke skulle have været godkendt på forhånd, så ville det have givet bedre muligheder for at bruge en underskriftsindsamling til at mobiliserer borgerne mener, han.
– Det er jo lidt et politisk spørgsmål, hvad der er inden for eller uden for. Hvis man samler en million underskrifter, så lægger det et vist politisk pres på beslutningstagerne. Og det kunne blive svært at ignorerer, siger Sørens Søndergaard.
– Det forhindrer selvfølgelig ikke nogen i at samle underskrifter, men det betyder, at de falder uden for borgerinitiativets rammer, og det gør det sværere for f.eks. parlamentet at følge op, hvis kommissionen ikke reagerer på en sag. Det kan også blive svært at fortsætte en kampagne, når først kommissionen har afvist den, siger han.
– Der har været mange illusioner om, hvad borgerinitiativet kan bruges til. Sådan som det er endt, så kan det ikke bruges i forhold til en social protokol, og det er selvfølgeligt ærgerligt. På den måde har Lissabontraktaten ikke bragt så meget nyt, siger Søren Søndergaard. (brink)
