Fra otte historier om fremtidens markedssamfund af Kenneth Haar
Et tilsvarende problem med direktivet og branchens uafhængighed kan findes blandt advokater.
Advokatrådet har været mere end almindelig grundig i sine høringssvar til Økonomi- og Erhvervsministeriet om direktivet, og et af de problemer, rådet har behandlet indgående handler om de danske regler om, at advokatselskaber kun må drive advokatvirksomhed, og ikke f.eks. indgå i samarbejde med revisorer, også kaldet MDP-samarbejde. Denne regel, der står i retsplejeloven, sætter Advokatrådet stor pris på, fordi den sikrer en vis fagetik. I sit første høringssvar skriver Advokatrådet:
”Da kravet er indsat for at sikre selskabets uafhængighed af uvedkommende interesser ved udøvelse af advokatvirksomheden af hensyn til klienten, går Advokatrådet ud fra, at §124, stk. 1, 2. pkt. vil kunne opretholdes.” (54)
Det er en problemstilling, der har været diskuteret meget i de senere år. Mange troede, at Enron-skandalen i USA, og en dom ved EF-domstolen havde sat et punktum for den historie, men nu genoplives den af servicedirektivet.
|
”Forbrugerrådet mener ellers, at servicedirektivet er godt for forbrugerne. Afdelingschef i Forbrugerrådet, Villy Dyhr, siger til P1 morgen: – Hvis det indføres, får advokaterne og tandlægerne lidt mere konkurrence. Mange serviceydelser har meget høje priser i Danmark.” Forbrugerrådets hjemmeside (presseomtale den 17. marts 2005) |
|
Det handler ikke mindst om de konsulentvirksomheder, der gerne vil dække alle tre vigtige former for konsulentvirksomhed for private virksomheder; virksomhedskonsulentbistand, revision og juridisk bistand. I flere år pressede ”de fem store” konsulentvirksomheder på for at få mulighed for at yde konsulentvirksomhed på alle tre felter (55). De fem var længe dominerende på det globale marked for konsulentvirksomhed, og er Price Waterhouse Coopers, KPMG, Ernest & Young, Arthur Andersen, og Deloitte og Touche.
I slutningen af 90’erne havde alle disse selskaber ambitioner om at styrke de dele af virksomheden, der bedrev juridisk bistand. Det var ikke så let, som det kan lyde, for mange advokater og politikere var enten skeptiske eller direkte modstandere af at blande de tre former for konsulentbistand sammen i samme virksomhed. Advokater, mente mange i f.eks. det amerikanske advokatråd, skal bevare en uafhængighed af interesser, der er uvedkommende for juridisk bistand. I en tid rasede en debat både i USA og Europa om de såkaldte MDP-firmaer (Multi Disciplinary Partnerships).
En sag i Holland fik debatten til at løfte sig for alvor. Det var da det hollandske advokatsamfund, d.v.s. sammenslutningen af advokater, bad om at få skredet ind over for nogle advokatselskaber, der havde indgået partnerskab med hhv. Arthur Andersen og Price Waterhouse Coopers. Det førte til en sag ved EF-domstolen, der blev vigtig. For ifølge de hollandske regler kan advokatsamfundet sætte en stopper for den slags partnerskaber. Men virksomhederne satsede på, at de hollandske regler stred mod traktaten og førte sag ved domstolen. Den tabte virksomhederne i februar 2002 i en dom, der fastslog, at medlemslandene skal kunne fastsætte regler for at sikre ”en passende udøvelse” af advokatvirksomhed (56).
Dommen faldt på et tidspunkt, hvor mange var optaget af MDP-spørgsmålet. For Enronskandalen i USA havde bragt MDP-giganten Arthur Andersen ud i stormvejr.
Den 2. december 2001 meldte det store amerikanske energiselskab Enron ud, at firmaet var gået konkurs. Set ude fra havde Enron ellers længe været et kernesundt og profi tabelt foretagende. I 2000 meldte selskabet om salg for over 100 milliarder dollars, det ene regnskab efter det andet havde vist store fortjenester, og selskabet havde længe ekspanderet til både andre brancher og andre verdensdele. Men i december 2001 viste regnskaberne sig at være fulde af manipulation. De havde længe skjult en astronomisk gæld.
Revisionen af regnskaberne stod selskabet Arthur Andersen for. Og det blev kendt, at da konkursen var under opsejling, begyndte firmaet at makulere dokumenter om Enrons økonomi. Firmaet fik tildelt et banesår, og røg helt ud af den store liga. I dag taler man derfor ikke om ”de fem store”, men kun om ”de fire store” (Price Waterhouse Coopers, Ernst & Young, KPMG, og Deloitte og Touche). Arthur Andersen tabte ikke mindst på troværdigheden. For hvad kunne få selskabets revisorer til at godkende det ene regnskab for Enron efter det andet? Kunne det hænde, at Arthur Andersens revisorer var påvirket af, at Enron betalte store beløb til firmaet for andre former for rådgivning? Enron-skandalen ændrede præmisserne for debatten om MDP-firmaet, og en større kritisk bevågenhed om farerne ved at blande også advokatbistand sammen med andre former for rådgivning satte sine spor. For hvordan vil advokater fra et MDP-firma begynde at arbejde, hvis deres indtjening bliver afhængig af at reglerne bøjes? Eller vil revisorer blive påvirket af, at deres kunder betaler deres selskab for f.eks. juridisk bistand?
I juli 2002 indførte USA’s Kongres nye regler, der forbyder MDP-firmaer at lave både revisionsarbejde og yde juridisk bistand til samme kunder (57), og dommen fra EF-domstolen fra februar samme år gav altså Holland ret til at bevare begrænsningerne for advokaters virksomhed. Og så skulle man jo tro, at debatten om advokater og MDP-firmaer var slut.
Men efter at have fulgt debatten i 2004 om servicedirektivet i nogle måneder, måtte Advokatrådet i Danmark konstatere, at det kunne de ikke gå ud fra. Både dokumenter fra EU’s ministerråd, og i øvrigt også den danske regerings egen analyse af direktivets konsekvenser for dansk lovgivning, viste efterhånden, at direktivet bestemt kan underminere den slags regler, der skal sikre advokaters uafhængighed. Af denne og andre grunde endte Advokatrådet med at sende et ekstra høringssvar til ministeriet med besked om, at rådet foretrækker en fuldstændig undtagelse af advokater fra direktivet. (58)
Og med en vis ret. For i Økonomi- og Erhvervsministeriets egen foreløbige opgørelse over direktivets konsekvenser for dansk lovgivning, står der bl.a:
”Medmindre det gældende forbud imod MDP i advokatbranchen kan retfærdiggøres…vil
direktivforslaget kunne indebære, at MDP-forbuddet ikke vi kunne opretholdes.” (59)
Noter:
54
Advokatrådets høringssvar. Se note 19.
55
The Economist; ”Spoilt for Choice”, 5. juli 2001.
56
EF-domstolens presse- og informationsafdeling, pressemeddelelse 15/02, dom i sag nr. C-309/99, 19. februar 2002.
57
The Economist, ”Back to Basics”, 15. november 2003. Artiklen beskriver også, at de ”store fire” fik kolde fødder efter Enron-skandalen, og skruede langt ned for ambitionerne om at ekspandere på juridisk bistand.
58 Høringssvar fra Advokatrådet af 13. januar 2005.
59 Økonomi- og Erhvervsministeriets vurdering af direktivets konsekvenser for dansk lovgivning.