Onsdagens EU-topmøde i Milano om beskæftigelse var en ”ceremoniel ikke-begivenhed”, siger Bernadette Ségol, generalsekretær for den Europæiske Faglige Sammenslutning
Onsdag var der EU-topmøde om beskæftigelse og ungdomsarbejdsløshed i Milano, mødet var fremtvunget af det italienske formandskab og Frankrig. Og der kom da heller ingen konkrete resultater ud af mødet. Det på trods af, at EU-præsident Van Rompuy konklusion på mødet lød:
– Kampen mod arbejdsløshed, især ungdomsarbejdsløshed, er stadig højeste prioritet for den Europæiske Union. Vores fremtidige velstand afhænger i høj grad af vores evne til at den udfordring nu.
Umiddelbart en dagsorden, hvor det ville være oplagt for en gang skyld at lytte til fagbevægelsens forslag om en omfattende investeringsplan og dets krav om nye job.
Men det var netop det der ikke skete, konstaterer den Europæiske Faglige Sammenslutnings generalsekretær, Bernadette Ségol:
– Dette topmøde vil gå over i historien som en ceremoniel ikke-begivenhed. Intet er forandret. Kravene om en investeringsplan med bæredygtig vækst og kvalitetsjob fik ingen positiv respons fra regeringscheferne. Arbejdsmarkedsreformer og intern devaluering er fortsat de mantraer, man er enige om, siger hun.
– På et tidspunkt hvor alle økonomiske signaler blinker rødt og ledende økonomer – inklusiv den Internationale Valutafond – kræver en anden politik, fortsætter lederne blindt ad samme vej og lægger byrderne på arbejderne og borgerne. Den Europæiske Faglige Sammenslutning kræver handling og investeringer i bæredygtig vækst, vi har ikke brug for topmøder, der støtter forfejlede løsninger, siger Bernadette Ségol. (brink)






