Endnu et smæk til storentreprenør

For tredje gang må det tyske byggefirma Lindner til lommerne, fordi de har underbetalt polske arbejdere

– Forliget fastholder det grundlæggende princip, om at udenlandske kolleger er velkomne, men det skal være på samme vilkår som os. Overenskomstens vilkår skal ikke undergraves, siger Palle Bisgaard

Den tyske koncerns danske firma Lindner Projekt Danmark har indgået forlig med Forbundet Træ-Industri-Byg om at betale 5,75 millioner kroner til sine polske arbejdere. Penge som de polske håndværkere er blevet snydt for siden sommeren 2005. Lindner har nogle af de store tømrerentrepriser i DR-byen.
De knap seks millioner dækker betaling af kost og transport efter TIB’s overenskomst, desuden skal firmaet tilbagebetale penge som de uberettiget har trukket fra de polske arbejderes løn til dækning af husleje og rejseudgifter.

Forliget er en konsekvens af en faglig voldgift i december, hvor det tyske selskabs omgåelse af overenskomsten blev underkendt. Voldgiften slår fast at de polske arbejdere er udsendt af firmaet til at arbejde i Danmark, derfor skal de have deres udgifter til transport, indkvartering mm. betalt af firmaet.

Lindners praksis var modsat. På grundlag af en mundtlig aftale om en nettoløn, trak Lindner i den overenskomstmæssige løn ”for ikke prisfastsatte naturalieydelser”, som det hedder i voldgiftkendelsen. En praksis, som voldgiftskendelsen slår fast åbner for ”uantagelig og ukontrollabel omgåelse af overenskomstens lønbestemmelser.”

Pres fra DR

Selvom den tyske koncern hører til de store drenge med en milliardomsætning, så har dets danske søsterselskab haft mere end svært ved at anerkende og rette sig efter den overenskomst, som firmaet har tiltrådt.

– Danmarks Radio har lagt maksimalt pres på firmaet for at få et forlig. DR’s ledelsen har været inde over i hele forhandlingsforløbet, som endte med forliget, siger formanden for TIB Københavns bygningsgruppe Palle Bisgaard.

– Vi er tilfredse med at forliget betyder kontant afregning for halvandet års underbetaling af vores polske kolleger. Men samtidig sikrer det dem ordentlige forhold i fremtiden, siger han.

Lindners polske håndværkere i DR Byen skal efter forliget indkvarteres i enkeltværelser, og de skal have kost og logi betalt efter overenskomstens regler.
– Forliget fastholder det grundlæggende princip, om at udenlandske kolleger er velkomne, men det skal være på samme vilkår som os. Overenskomstens vilkår skal ikke undergraves, siger Palle Bisgaard.

Dyrt at være billig

Det er tredje gang Lindner har måttet betale for sin lemfældige omgang med danske overenskomster.

I juni 2006 måtte Lindner erkende en række brud på overenskomsten. Dengang accepterede firmaet en bod på 600.000 kroner og måtte efterbetale godt fire millioner kroner i løn til ca.60 polske tømrere.
I efteråret fik firmaet en bod på 60.000 kroner for organisationsforfølgelse efter at have fyret fire tømrere, der var gået til fagforeningen med deres problemer.
Dertil kommer, at virksomheden for hver gang de er blevet dømt løbende har fået hævet sine lønudgifter.

Ikke alle er medlem af TIB

De knap seks millioner bliver udbetalt til TIB København, som derefter fordeler dem til de berørte dem, som er blevet snydt. Forliget omfatter 82 arbejdere, som ikke alle er medlem af TIB – endnu.
– Men vi går ud fra, at også de resterende kan se deres fordel i at være med i fagforeningen, når der er udsigt til en klækkelig efterbetaling, siger Palle Bisgaard.
De polske arbejdere har udsigt til en efterbetaling som svinger mellem 20.000 og op til over 200.000 kr. Lindners eventyr i DR Byen ventes afsluttet om et års tid. (brink)