Nyt borgerinitiativ kræver fair play om EU forfatning.
Det ny borgerinitiativet, ”Ja til Europa – Nej til EU-forfatning” er en sammenslutning af flere enkeltpersoner, der arbejder for oplysning om EU-grundloven, en retfærdig folkeafstemning og et nej til EU-grundloven. Initiativet er tværpolitiske og arbejder på et erklæret demokratisk og etnisk tolerant grundlag.
I et åbent brev til statsministeren opfordrer de regeringen til at sikre, at folkeafstemningen om EU-forfatningen afholdes på grundlag af korrekte, saglige og dækkende informationer.
I brevet stiller ”Ja til Europa – Nej til EU-forfatning” seks forslag til hvordan en retfærdig folkeafstemning kan sikres:
1) At det bliver Danmarks grundlovs paragraf 88 om grundlovsændringer, der anvendes, når Danmark tager stilling til EU-forfatningen.
2) At færinger og grønlændere får mulighed for at deltage i den kommende afstemning, da Danmarks Grundlov gælder på Færøerne og i Grønland og da EU-grundloven berører områder, som er ”rigsanliggender”, og hvor færinger og grønlændere normalt har indflydelse gennem Folketinget.
3) Embedsmænd skal være neutrale, informere og ikke propagandere. Intet ministerium må lave kampagner for hverken ja eller nej-holdninger (bortset fra at alle ministre frit bør kunne have deres holdning).
4) Ja og nej-siden får en lige stor økonomisk pulje hver til kampagnen. Midlerne bør tage højde for hvilken øvrig støtte, parterne får (efter svensk mønster fra euroafstemningen).
5) Alle vælgere bør have udleveret et gratis eksemplar af forslaget til EU-forfatning. Teksten kunne f.eks. uddeles gratis på posthuse og biblioteker eller sendes direkte hjem til vælgerne.
6) Der bør laves en husstandsavis, hvor alle opstillingsberettigede partier og bevægelser til Folketinget og EU-parlamentet får lige meget plads til at beskrive indholdet i EU-forfatningen og dens betydning for Danmark og Europa. (brink)
Borgerinitiativet ”Ja til Europa – Nej til EU-forfatning” hjemmeside
11.11.04
