En million græske arbejdere uden løn, hver anden virksomhed trækker lønudbetalingen
Omkring en million græske arbejder i den private sektor uden løn, mens hver anden private virksomhed er bagud med lønudbetalingen, viser tal fra Labour Institute of the Confederation of Greek Workers (GSEE).
Den græske krise har haft fokus på de dramatiske nedskæringer i den offentlige sektor, mens den anden side af historien har fået mindre opmærksomhed.
– Den offentlige sektor eksporterer sine problemer til den private sektor. Når den offentlige sektor er klemt som nu, er den enkleste udvej at udsætte betalinger til leverandørerne. Det skaber likviditetsproblemer i den private sektor, siger Platon Tinios, økonom ved Piræus Universitet til BBC.
Samtidig har bankerne stoppet for lån til mange virksomheder, ellers hvis de låner penge ud, så sker det til meget høje renter.
– Så virksomhederne forsøger at ”økonomisere”, hvor de kan, og at forhale udbetalinger til arbejderne er den nemmeste måde at finansiere på, siger økonomen.
Uden løn i et år
Tidligere var værftindustrien en nøglesektor i græsk industri, nu er den paralyseret, rapportere BBC.
De 1200 arbejdere på Hellenic Shipyards, har ikke fået løn siden april 2012. Og værftet ligger stille hen.
Kostas Hatzopoulos har arbejdet på værftet i 33 år, nu må han overleve på lån fra venner og bede om mad hos kirken, fortæller BBC.
Værftet ejes delvist af et firma fra de Arabiske emirater og havde ordre på skibe til den græske marine. Regeringen mener ikke, værftet har leveret det aftalte, og har nægtet at betale. Som modsvar tilbageholder værftet lønningerne.
Trods jævnlige protester fra værftarbejderne, er det ikke lykkedes at finde en løsning, for som BBC konstaterer, så udgør de blot en lille del af de mange grækere, som er berøvet sikkerheden ved et stabilt job, hvor lønnen falder til tiden.
Den græske arbejdsløshed er på 27 procent, og det tal indbefatter ikke den million arbejdere, som ikke får løn. (brink)






