Af Asbjørn Wahl, daglig leder i den norske bevægelse ”For velferdsstaten”
Tre klare tendenser kunne læses ud af det fjerde ”Europas sociale forum” (ESF), som samlede 35.000 deltagere i Athen i begyndelsen af maj. Fagbevægelsen var stærkere med end tidligere, kampen om de offentlige velfærdstjenester dominerede mere end på de foregående fora, og kritikken mod EUs nyliberalistiske politik var mere omfattende end nogensinde før fra fagbevægelsens side. Det tyske industriarbejderforbund IG Metall spillede en central rolle.
Et europæisk netværk for at skærpe kampen for de offentlige velfærdstjenester var et af de konkrete resultater af disse tendenser. Der blev lavet udkast til en fælles platform for dette arbejde. Samtidig blev der aftalt et nyt møde i Genève til efteråret (27. oktober, umiddelbart før et planlagt EU-topmøde) for at samordne kampen mod det nyliberalistiske Europa, fremme alternativer og planlægge en fælleseuropæisk aktionssdag. Det var enighed om at arbejde for en større europæisk konference med fokus på kampen om offentlige tjenester i 2007.
Netværk for offentlige tjenester
Allerede i forberedelsen til det fjerde ESF var der etableret et omfattende netværk av organisationer for at styrke denne kamp. I løbet af forumet gennemførte dette netværk en serie på syv seminarer hvor forskellige sider af liberaliserings- og privatiseringspolitikken i Europa blev belyst. Samtidig blev der fokuseret på alternativer, på nødvendigheden af at bygge alliancer – først og fremmest mellem fagbevægelsen og de nye sociale bevægelser – samt på konkret samordning af kampen på europæisk niveau.
IG Metall, dette gigantiske industriarbejderforbund i Tyskland, med tæt ved 2,5 millioner medlemmer, spillede en hovedrolle i det taktskiftet vi kunne overvære i Athen. Paraplyorganisation for de offentlig ansattes fagforbund i Europa, EPSU (European Federation of Public Service Unions) var en anden af hovedaktørerne. Desuden var de største faglige organisationer i Belgien, Frankrig og Italien med, foruden fagbevægelsen i værtslandet Grækenland. Med sin tunge tilstedeværelse satte disse faglige organisationer denne gang i høj grad præmisserne for forløbet og indholdet i de mange møder som blev holdt omkring den offentlige sektor og kampen om velfærdsstaten. Desuden var mange andre sociale bevægelser involveret, som Attac og det omfattende Seattle to Brussels-netværk (med fokus på WTO, GATS m.v.).
Kritik av Lissabon-strategien
Et seminar om fagbevægelsen og EUs Lissabon-strategi illustrerede udmærket den udvikling som sker nu i vigtige dele af europæisk fagbevægelse. Lissabon-strategien blev vedtaget av EU-topmødet i 2000. Målet er at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige økonomi inden 2010. Helt fra starten har dominerende kræfter i Europas fagbevægelse mere eller mindre kritisk støttet op om denne strategi – ikke mindst fordi den også lover flere og bedre job, samt en styrket social dimension.
Efter det halve af løbet er kørt er der ingen som har set noget til de job, som skulle skabes – eller til sociale fremskridt. Snarere tvært i mod, arbejdslivet brutaliseres, lov- og aftalesystemet fleksibiliseres og faglige og sociale rettigheder angribes i land efter land. Servicedirektivet var åbenbart det som havde fået flere faglige organisationer til at revurdere deres syn på Lissabon-strategien. Det viste mere end noget andet at løfterne om job og forsvaret for ”den europæiske sociale model” var tom retorik, for at berolige fagbevægelsen, blev det sagt på seminaret. Efter Koks-rapporten (efter den tidligere hollandske statsminister Wim Kok) i 2004, som evaluerede effekterne av Lissabon-strategien, blev selv denne retorik dæmpet, og en mere entydig, markedsliberalistisk kurs foreskrevet.
IG Metall vil i offensiven
Horst Schmitthenner fra ledelsen i IG Metall forklarede hvordan forbundet nu revurderer sit syn på Lissabon-strategien. Han mente desuden at tiden nu er inde for fagbevægelsen til at rejse et mere omfattende alternativ for Europas udvikling. Vi vinder ikke tilstrækkelig folkelig opslutning med bare en defensiv forsvarskamp, sagde han. Det er nødvendigt at modarbejde servicedirektivet og bekæmpe den snævre, nyliberalistiske Lissabon-strategi, men det er ikke nok. Der må også rejses en positiv og offensiv kamp for et andet Europa, hvor demokrati, gode arbejdspladser, faglige og sociale rettigheder og politiske indgreb mod markedet må fremmes.
Schmitthenner listet selv fem punkter op hvor der burde udvikles mere offensive krav og alternativer:
En ny økonomisk politik. Stabilitetspagten må afskaffes og de offentlige budgetter må bruges til at modarbejde arbejdsløshed og omfordele værdier.
Privatiseringspolitikken må standses. En stærk offentlig sektor er en væsentlig forudsætning for at kunne styre udviklingen.
Et solidt velfærdssystem. Den stadig grovere udbytning af arbejderne må standses, sikkerhedsnettene udbygges og pensioner og andre velfærdsydelser styrkes.
Beslutnings-systemet i EU må demokratiseres.
Sociale mål, og ikke målet om at udkonkurrere USAs økonomi, må blive det centrale for udviklingen af et andet Europa.
Fælleseuropæisk platform
I udkastet til fælles platform for det europæiske netværk går man ind for at etablere nationale alliancer for at forsvare og fremme offentlige velfærdstjenester – eventuelt at bygge på eksisterende alliancer. Erfaringerne med den norske alliance ”For velfærdsstaten” vakte i denne sammenhæng stor interesse hos mange af deltagerne. De nationale alliancer skal så samordne sig i et europæisk netværk, som et redskab for at fremme fælles initiativer, kampagner og mobilisering, samt udvikle alternativer og strategier. I det ligger der en erkendelse af at selv om kampen på nationalt og lokalt plan er afgørende, så betyder udviklingen af europæiske institutioner og fælles lovgivning at denne kamp ikke længere kan vindes på nationalt plan alene.
I lidt højtidelig form hedder det i udkastet til platform at ”På dette fjerde Europæiske sociale forum i Athen har vi besluttet at bekræfte vores modstand mod nyliberalismen og derfor åbne en ny fase i kampen. Målet er at skabe, både på europæisk og nationalt plan, de kulturelle, sociale og politisk-institutionelle betingelser som er nødvendige for at udforme og regulere offentlige velfærdstjenester. Disse skal sikre grundlæggende rettigheder for alle, garanteret gennem offentligt ejerskab og drift – uden nogen form for hel eller delvis liberalisering og privatisering.”
Platformen konstaterer også at den modmagt som har vært mobiliseret mod servicedirektivet, har bidraget til at modificere nogen af de værste sider ved dette direktiv. ”Alligevel anser vi stadig ’kompromisset’ for at trække i nyliberalistisk retning på tjenesteområder som er afgørende for vores ideer om fællesskabsværdier.” Kravet om at direktivet trækkes tilbage bliver derfor opretholdt. Det samme vil gælde de andre direktiver som viderefører en politik for liberalisering og privatisering af offentlige tjenester, hedder det.
Tekniske problemer – men politisk udvikling
Ved siden af et dominerende fokus på velfærdsstaten og offentlige tjenester, var det modstanden mod USAs krigspolitik og kampen mod den markedsliberalistiske politik i Verdenshandelsorganisationen (WTO) som var i fokus på det fjerde ”Europas sociale forum” i Athen. Forbindelseslinjerne mellem GATS-aftalen i WTO og EUs servicedirektiv når det gælder at at undergrave og svække de offentlige velfærdstjenester, blev stærkt understreget. Derfor må disse kampagner kobles stærkere sammen, blev det sagt.
Også denne gang blev der udarbejdet et fælles opråb fra de sociale bevægelser. Her opfordres der til en aktionsuge mod krigspolitikken i slutningen af september. Videre opfordres det til en international aktionsdag for indvandreres og flygtninges situation den 7. oktober.
Selv om mange af forberedelserne til forummet har vært til dels kaotiske, og en del af møderne var præget af tekniske problemer og dårlige tolketjenester, kom de græske arrangører godt gennem arrangementet. De mange interne stridigheder mellem små, sekteriske grupper på venstrefløjen i Grækenland (og Europa) fik lille indflydelse på selve forumet, og selv om mange af disse grupperinger var højrøstede og højst synlige med deres mange bannere og faner, så var det de store sociale bevægelser, ikke mindst fagbevægelsen, som satte sit stærkeste præg på de vigtigste møder, diskussioner og konklusioner.