En dans på stedet

Velfærden og EU-Traktatens konkurrenceregime

Er alt marked? Kan alt gøres til genstand for fri konkurrence eller er der markedsfri zoner, hvor EU Traktatens klare regler for fri konkurrence og fri bevægelighed ikke gælder? Det har EU Kommissionen sat sig for at finde ud af. Det fremgår af en meddelelse fra Kommissionen, hvor den lægger op til et større udredningsarbejde om sammenhængen mellem Traktatens krav og landenes ret til at levere velfærd til borgerne uden indblanding fra markedet.

At traktaten først og fremmest er et konkurrenceregime er ikke en forbenet EU-modstanders påstand, det er regeringens egne ord i et notat til Folketingets Europaudvalg.

”Man kan fra dansk side støtte, at der iværksættes en konsultationsproces med henblik på at skabe større klarhed over begrebet sociale tjenesteydelser af almen interesse og deres samspil med Traktatens konkurrenceregime,” hedder det i notatet.

Dans på stedet?

Kommissionens meddelelse skal behandles på social- og beskæftigelsesministrenes Rådsmøde 1. juni, og regeringen forventer at landene vil nikke ja til, at Kommissionen fortsætter med at forsøge at rede trådene ud. Kommissærerne forventer tilsyneladende ikke noget hurtigt svar, de lægger op til hvert andet år at udgive rapporter om studierne og så vil den løbende overveje om der skal laves et direktiv om problemet.

LO savner i sit høringssvar mere fokus, hvad er det egentlig Kommissionen vil? Er det blot en dans på stedet, spørger Landsorganisationen.

Problemet er, at der ikke i EU er trukket en klar grænse for, hvad der falder ind under det indre markeds regler. På den ene side anerkender EU i princippet, at det er op til landene selv at definere, hvad der er sociale ydelser. På den anden side, så kræver fællesskabsretten at der er ”visse regler”, som skal overholdes. Det sidste sørger EF-Domstolen for, og det er dens praksis, som har skabt uro om velfærdsydelsernes status.

”Hvad angår fri udveksling af tjenesteydelser og etableringsfriheden, har Domstolen fastlagt, at alle tjenesteydelser, der normalt ydes mod betaling, skal betragtes som erhvervsvirksomhed i traktatens forstand. I traktaten kræves det dog ikke, at den pågældende tjenesteydelse betales direkte af modtageren. Det følger heraf, at næsten alle tjenesteydelser på det sociale område kan betragtes som ‘erhvervsvirksomhed’ i henhold til traktatens artikel 43 og 49. De offentlige myndigheder og aktørerne på området for socialydelser af almen interesse opfatter den konstante udvikling inden for Domstolens retspraksis, navnlig hvad angår begrebet erhvervsvirksomhed, som en kilde til usikkerhed. På trods af at der ved hjælp af retspraksis og fællesskabslovgivningen er blevet gjort en indsats for at reducere denne usikkerhed og klarlægge betydningen heraf, findes den stadig,” skriver Kommissionen.

Kommissionens udspil og langstrakte plan for studier af problemerne fjerner ikke den usikkerhed, det vil sandsynligvis i mange år endnu være ”Traktatens konkurrenceregimente,” som vil dominere, når Domstolen skal tage stilling.

Eller som det hedder i Akademikernes Centralorganisations høringssvar:

”Endelig er det fortsat uklart i hvilken udstrækning nationalstaterne reelt har mulighed for at træffe beslutninger om at definere, hvad der er sociale serviceydelser. AC skal i den forbindelse pege på det problematisk i, at det i dag er overladt til EF-domstolen at fastsætte, hvor grænserne går for fri (europæisk) konkurrence set i.f.t. national fortolkning af (sociale) serviceydelser.” (brink)