Slutspurten er gået ind i den irske valgkamp og EU-Kommissionen gør sit bedste for et rigtigt udfald
Med kun en uge tilbage til den irske folkeafstemning vokser nervøsiteten på ja-siden, forspringet ser ud til at svinde og en enkelt meningsmåling viser endda klart nej-flertal.
Ifølge Gael Polls undersøgelse viser 50 pct. nej, 35 pct. ja og 15 pct. ved ikke
Nej-siden hæfter sig ved, at det samme institut ved sidste afstemning ramte meget tæt på det endelig resultat.
Om det er EU-kommissionens optræden der har fået stemningen til at svinge vides ikke, men Kommissionen har blandet sig kraftigt i den irske valgkamp.
I lørdags bevilgede EU-Kommissionens formand, Barroso sammen med beskæftigelseskommissær Vladimir Spidla 100 millioner kr. fra EU’s krisefond til 2400 irske arbejdere i Limerick, som var blevet arbejdsløse, fordi den amerikanske computergigant Dell lukkede deres arbejdsplads. Få dage efter kom det frem, at EU-kommissionen havde godkendt, at den polske regering gav statsstøtte til Dells nye fabrik i Polen.
På den baggrund kom hjælpen til de arbejdsløse i Limerick til at ligne et plaster på såret, og EU rolle som den store hjælper kom til at stå i et tvetydigt lys.
– Jeg er meget glad for, at Kommissionen konkret kan demonstrere solidaritet med Limerick, erklærede Barroso da han besøgte byen.
Under hans besøg i Irland benyttede han også lejligheden til at kritiserer Nej-kampagnen for komme med forkerte oplysninger om Lissabontraktaten.
Forpurrer den demokratiske proces
Men hans optræden i den irske folkeafstemning bliver hårdt kritiseret af Nej-siden:
– EU-kommissionen forsøger åbenlyst at forpurre den demokratiske proces her i landet. Og det er meget bekvemt, at EU-kommissionen bebuder sit forslag om at give 15 millioner euro til at hjælpe tidligere Dell-arbejdere med at finde arbejde mindre end ti uger før folkeafstemningen om Lissabon-traktaten, siger Patricia Mckenna, talskvinde Nej-bevægelsen Peoples Movement.
– Barroso undlader at fortælle historien bag Dells flytning til Polen og lovligheden bag Polens statshjælp på 54 millioner euro (knap 400 mill. kr.) til Dell, Det er helt uacceptabelt, at Barroso fører ja-kampagne i Irland. Det er udtryk for rystende magtmisbrug, og Barroso har ingen ret til at komme til Irland for at fremme et ja, siger hun.
Samtidig bliver transportkommisær Antonio Tajani nu kritiseret for sin luftbårne kampagne for traktaten. Han har deltaget i flyselskeabet Ryanairs ja-kampagne. Sammen med selskabets direktør, som kører en højlydt kampagne for et ja, tog han tirsdag på en seks timers rundflyvning i Irland, hvor kommissæren og direktøren ved hvert stop holdt pressekonferencer, som opfordrede til et ja til Lissabontraktaten. (brink)






