El: Lav aftale om dumping nu

Social dumping fylder godt i valgkampen til EU-parlamentet – brug momentum og luk aftale om styrket indsats nu, foreslår Enhedslisten

Diskussionen om social dumping, og hvad der kan gøres er kommet til at fylde i valgkampen til EU-parlamentet.

Den nyvakte interesse hele paletten rundt i det politiske landskab for østarbejderes arbejdsvilkår skal udnyttes, mener Enhedslisten.

Partiets ordfører om social dumping Finn Sørensen opfordrer beskæftigelsesministeren til at indkalde til nye forhandlinger om skærpelse af indsatsen.

– Der er nu et åbenlyst politisk momentum for, at regeringen indkalder til forhandlinger om initiativer mod social dumping. Det ville være godt for den politiske debat at lukke en aftale, inden valgkampen er slut, siger Finn Sørensen.

– Enhedslisten har sammen med regeringen styrket indsatsen mod social dumping. Men de seneste tal viser, at indsatsen på ingen måde er tilstrækkelig. Vi bliver simpelthen nødt til at handle nu, siger Finn Sørensen til Ritzau.  Han henviser blandt andet til at næsten 400 udenlandske firmaer fik bøder, fordi de ikke var registreret i RUT-registret og dermed arbejdede ulovligt.

Finn Sørensen har tre forslag med, hvis regeringen er klar til at forhandle:

Bødestraffen skal tredobles fra de 10.000 kr. det i dag koster ikke at lade sig registrere til 30.000 kr. Og genganger skal helt udelukkes fra at arbejde i landet.

– Bøderne er så små, at de østeuropæiske firmaer kalkulerer med dem. De står slet ikke mål med de fortjenester, de har ved at operere illegalt og dumpe lønnen for deres ansatte, siger Finn Sørensen.

For det andet ønsker Enhedslisten fortsat, at der skal indføres id-kort i byggebranchen, så det bliver lettere at kontrollere firmaerne. Endelig vil partiet have flere penge til myndighedsindsatsen og kontrol. (brink)