EL: Dobbelt op på kontrol med dumping

– Kontrol er godt. Men dobbelt så meget kontrol, er dobbelt så godt, siger EL. ordører Finn Sørensen om partiets krav til øget indsats mod social dumping

I forhandlingerne om finansloven kræver Enhedslisten nu øget kontrol og skrappere sanktioner, der skal forhindre social dumping.

Partiet vil have sat flere midler af til kontrol af udenlandske virksomheder og vil samtidig give myndighederne mere magt.
– Arbejdstilsynet, Skat og Politi skal have mere magt til at knalde synderne på stedet, siger Finn Sørensen, som er ordfører om social dumping.

Samtidig kræver partiet, at alle offentlige myndigheder nu indfører arbejdsklausuler, som kræver danske vilkår for de ansatte, når der indgås kontrakter. Og ikke mindst at myndighederne kontrollere, at klausulerne faktisk overholdes.

– Som det er nu, går skatteydernes penge i stort omfang til at understøtte social dumping. Det sker, når offentlige myndigheder skriver kontrakter med private virksomheder, men undlader at sikre sig, at arbejdet udføres på ordentlige løn- og ansættelsesvilkår. Det skal være slut, siger Finn Sørensen.

– Det kan ikke være rigtigt, at skatteydernes penge skal bruges til at understøtte løndumping. Ved sidste finanslov lovede regeringen, at den ville indgå en forpligtende aftale med regioner og kommuner for at dæmme op for problemet. Der blev kun til en ligegyldig hensigtserklæring. Det er ikke godt nok, siger han.

LO-formand Harald Børsting bakker op om Enhedslistens krav, fordi han mener, det kan betale sig.
– Der er ingen tvivl om, at social dumping står rigtig højt på vores ønskeliste, og det er naturligt, at man retter fokus mod kædeansvaret. Det er helt indlysende, at offentlige kroner ikke må gå til social dumping. Det går fandeme ikke, siger han til Berlingske.

BAT-kartellet støtter kravet om arbejdsklausuler og kædeansvar:

– Kædeansvar vil være en indlysende. Og der er intet i EU-regler, som forhindrer lovgiver i at indføre et kædeansvar. Kravet om kædeansvar skal rettes mod alle, og derfor strider det ikke mod nogen regel i EU. Vi ønsker at beskytte de ordentlige virksomheder og tæve de uordentlige firmaer, siger Gunde Odgaard, sekretariatschef i BAT-kartellet til 3F’s nyhedsbrev.

Ifølge Berlingske får forslagene også støtte fra en række menige socialdemokrater i Folketinget. (brink)