El: Danmark må sige fra overfor overgreb på faglige rettigheder

– Det må være en dansk socialdemokratisk regerings opgave at sige fra overfor EU’s angreb på lønmodtagerne, mener Enhdslisten

I en ny rapport advarer fagbevægelsens tænketank i Bruxelles om at der klare beviser for at ”arbejdsmarkedsreformer” demonterer faglige rettigheder i EU-landene under dække af krisebekæmpelse

Den europæiske faglige sammenslutnings, EFS’ forskningsinstitut ETUI har undersøgt de arbejdsmarkedsreformer, som i kølvandet af krisen skyller hen over EU-landene. Reformerne har ført til mere ulighed og større utryghed i de fleste lande, konkluderer instituttet i ny rapport.

Kravet om reformer har lydt i årevis fra EU systemet, men under den økonomiske krise er kravene om ”mere fleksible arbejdsmarkeder” skærpet. Og EU spiller en direkte og aktiv rolle i undergravningen af de faglige rettigheder, i Grækenland, Irland og Portugal, viser rapporten.

Det får ny Enhedslistens EU-ordfører, Nikolaj Villumsen til at kræve en redegørelse fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

– En ny rapport fra den Europæiske Faglige Sammenslutning, ETUC, påpeger at Trojkaens krav er i strid med fundamentale internationale rettigheder. Ministeren bedes derfor redegøre for hvad regeringen vil gøre for at sikre at grundlæggende faglige rettigheder ikke undergraves, som en del EU’s krisepolitik, lyder spørgsmålet til ministeren.

– Jeg synes det er dybt chokerende at krisen på den måde udnyttes af EU og Trojkaen til at undergrave fagbevægelsen i Grækenland og Portugal. Det afslører med al tydelighed at EU’s politik er gennemført asocial og undergraver løn- og arbejdsforhold, siger Nikolaj Villumsen.

– Det må være en dansk socialdemokratisk regerings opgave at sige fra overfor EU’s angreb på lønmodtagerne. Der er jo ikke tale om et isoleret Sydeuropæisk problem, men at nedskæringspolitikken lige nu også presser lønniveau og arbejdsforhold i Danmark, siger han. (brink)