EU-Kommissionen valgte ensidigt den tyske nedskæringspolitik for at øge sin egen magt, siger tidligere rådgiver for Barroso
– Hellere end at se sig tilsidesat valgte kommissionen at alliere sig strategisk med Tyskland, siger den britiske økonom, Philippe Legrain til Financial Times. Han har arbejdet for kommissionens formand Barroso i tre år, og sluttede så sent som i sidste måned.
Kommissionens nedskæringsfokuserede krisepolitik har været med til at splitte EU, mener han. Mens lande som Tyskland, Sverige og Finland har krævet yderligere nedskæringer, så har
lande som Spanien og Italien hellere villet satse på investeringer for at få gang i økonomien.
– EU er splittet mellem långivere og låntagere og EU-institutionerne er blevet brugt som et værktøj for långiverne til at påtvinge låntagerne deres vilje, siger Philippe Legrain.
Han peger på hele det kompleks af økonomiske styringsredskaber, som EU har indført som svar på krisen, har givet kommissionen større magt over medlemslandenes budgetter.
Kronisk krise
EU-kommissionen fastholder at nedskæringspolitikken er nødvendig og at den virker.
F.eks. sagde Barroso under et besøg i Grækenland i januar, at ”kriseprogrammerne (for de kriseramte eurolande) virker,” og at Europa har lagt det værste bag sig.
Tværtimod, mener hans tidligere rådgiver:
– Vi er gået fra en akut krise til en kronisk krise. Kommissionens politik har tit gjort tingene værre, siger Philippe Legrain til den engelske avis. Det hænger blandt andet sammen med, at ”mange af de ansatte i kommissionen har ”købt” en forket analyse af krisen, mener han.
– Kommissionen har gjort det meget godt teknisk set i forhold til at styrke sin indflydelse. Men politisk set er den svagere end nogen sinde, siger Legrain.
En talsmand for kommissionen afviser kritikken fra den tidligere økonomiske rådgiver:
– Synpunkterne kommer fra en tidligere midlertidig ansat, som desværre valgte ikke at bidrage med brugbare eller gennemførlige bidrag til krisehåndteringen, siger Simon O’Connor om sin tidligere kollega.
Ifølge O’Connor har EU-kommissionen ikke allieret sig noget enkelt land, men holdt en linje, som har støtte fra eurolandenes finansministre, den Europæiske Centralbank og den Internationale Valutafond (den såkaldte Trojka red.). (brink)






