I et interview med P1 Orientering stiller professor ved Københavns Universitet, Jens Kristiansen nu spørgsmålstegn ved, om det kommende lovforslag lever op til EF-domstolens fortolkning af konfliktretten efter Vaxholm-dommen.
Fagligt Ansvar advarer mod lovforslaget. Det vil indskrænke konfliktretten, uden at stoppe EF-domstolens indblanding, siger Finn Sørensen, som efterlyser dansk støtte til forslaget om en social protokol
Han mener ikke det såkaldt Laval-udvalgs lovforslag løser de udfordringer som den danske model står over for, efter en stribe domme fra EF-domstolen, som indskrænker konfliktretten.
Dommen i Vaxholm-sagen gør det klart, at fagbevægelsen kun kan kræve, at udstationerende virksomheder betaler dansk mindsteløn.
Lovforslaget åbner op for, at fagbevægelsen kan indregne en række sociale bidrag i mindstelønnen, når den rejser krav om overenskomst.
Men Jens Kristiansen mener ikke, at modellen med at indregne andre bidrag i en mindsteløn er i overensstemmelse med domstolens fortolkning af udstationeringsdirektivet.
Han stiller også spørgsmålstegn ved, om den foreslåede model holder, når den bygger på, at fagforeningerne skal rejse krav til udenlandske udbydere i henhold til den mindsteløn, som er gældende i en ”repræsentativ overenskomst inden for det geografiske område”. Ifølge EF-domstolen fortolkning er den mulighed kun åben, hvis samtlige virksomheder bliver pålagt at følge en sådan overenskomst, og det taler lovforslaget ikke om, siger Jens Kristiansen til Orientering.
Lovforslaget skal forsøge tilpasse den danske model til den nye situation, som er opstået efter at EF-domstolen har tiltaget sig rollen som overdommer over konfliktretten, og forhindre at domstolen for fremtiden blander sig i danske overenskomstforhold.
Men Jens Kristiansen er skeptisk over for om loven vil forhindre EF-domstolen i at blande sig i den danske konflikret – tværtimod mener han, at dansk lovgivning om konfliktretten kan tvinge Arbejdsretten til i tvivlstilfælde at spørge EF-domstolen, om den danske lovgivning er i overensstemmelse med EU-lovgivning.
Det vil i praksis indskrænke den danske arbejdsrets muligheder for selv at finde konstruktive udveje, og kan føre til flere sager ved domstolen, mener han.
Ingen dansk løsning
Finn Sørensen, Fagligt Ansvar advarer i et interview med Orientering mod at lovgivning om konfliktretten. Der er al mulig grund til at tage Jens Kristiansens advarsler alvorlig, mener han.
Lovforslaget vil indskrænke fagbevægelsens konfliktret uden at det stopper EF-domstolens lyst til at pille ved den danske model.
– En lovgivning, som alligevel ikke lever op til domstolens krav, kan føre til, at Danmark bliver trukket for domstolen og dømt for at lovgive i strid med det indre markeds regler, og så er vi lige vidt, siger Finn Sørensen.
– Det er en farlig vej, hvis fagbevægelsen begynder at lave discountoverenskomster med udenlandske tjenesteydere, så er der ikke langt til at danske arbejdsgivere vil sige, hvorfor skal de slippe billigere? Det vil give et voldsomt pres for at få de danske satser ned, det er en lovgivning for social dumping, som EU-dommene har banet vej for, siger han.
Skelsættende domme
– Dommene er så skelsættende, fordi de slår fast, at det er EF-domstolen og ikke medlemslandene, som nu bestemmer, hvordan arbejdsmarkedet og overenskomstsystemet skal skrues sammen i de enkelte lande. Derfor er der ingen national løsning, det skal løses på EU-niveau, siger Finn Sørensen.
– Det kan løses med Den Europæiske Faglige Sammenslutnings forslag om en social protokol, som slår fast, at konflikretten altid er overordnet det indre markeds regler. Det burde regeringen for længst have gået i gang med med sikre opbakning til blandt de andre lande, siger Finn Sørensen til Orientering. (brink)






