Efter EU-topmødet: Vrede og skuffelse

– De forsøger at overbevise os om, at sort er hvidt, men de kan ikke bedrage os. Den sociale dimension er reduceret til en resultattavle, til statistik. Der er ingen handling når det gælder bæredygtig vækst og anstændige job, siger EFS’ generalsekretær Bernadette Ségol efter topmødet

EU-Topmødet torsdag fredag gav grønt lys til yderligere deregulering og til en social ”resultattavle,” som skal gøre det ud for ØMU’ens sociale dimension. Topmødets konklusioner bliver mødt med vrede og skuffelse hos EFS, som før topmødet appellerede til EU-toppen om at skifte kurs.

Flere steder i konklusionerne gentages behovet for at fortsætte ad samme spor i den økonomiske politik med fokus på konkurrenceevnen.
”Der er synlige tegn på økonomisk genopretning, men EU er nødt til at fortsætte sine bestræbelser for at øge vækstpotentialet, forbedre jobskabelsen og styrke den europæiske konkurrenceevne. Det Europæiske Råd understreger, at større samordning af de økonomiske politikker bør fokusere på de politikområder, hvor de positive virkninger for konkurrenceevnen, beskæftigelsen og ØMU’ens funktion er mest markante,” som det hedder i indledningen.

Samtidig hilste topmødet EU-kommissionens meddelelse om ØMU’ens såkaldte sociale dimension velkommen. Kommissionen har foreslået, at der skal laves en resultattavle for medlemslandene med en række ”sociale indikatorer” bl.a. arbejdsløshed og ulighed. Resultattavlerne skal indgå som materiale i forbindelse med det europæiske semester, hvor landenes finanslove er til eftersyn i EU-systemet. Planen er, at man allerede på topmødet i december vedtager at sætte resultattavlerne i værk, så de kan indgå i næste års europæiske semester.

”Denne brede vifte af indikatorer har til formål at give en større forståelse af den sociale udvikling,” lyder det fra EU-toppen om hele formålet med resultattavlerne. Men det er milevidt fra, hvad den europæiske fagbevægelse forstår ved ØMU’ens sociale dimension.

– En ”større forståelse” af sociale ubalancer og uretfærdigheder, det er hvad EU’s Råd forstår ved den sociale dimension af ØMU’en. Det er milevidt fra det sociale Europa, som EFS forstår det. Rådets konklusioner har intet perspektiv om en ny kurs i den økonomiske politik mod større lighed, mindre fattigdom, langsigtede investeringer for bæredygtig vækst og gode job, hedder det i en udtalelse som reaktion på topmødet.

Fart på afreguleringen

Også EU-kommissionen nylige plan for at lette byrderne for virksomhederne og fjerne ”administrative byrder” fra erhvervslivets skuldre blev hilst mere end velkommen af topmødet. Rådet opfordrer kommissionen til at sætte fuld fart på deres ”Refit – klar til vækst” program.

Her lægger kommissionen op til at skrotte en stor del af EU’s arbejdsmiljødirektiver, samtidig skal direktiver om vikararbejde, deltidsarbejde og arbejdskontrakter skal tages op til vurdering. De sidste er begge blevet til efter lange og seje forhandlinger mellem arbejdsgiverne og de faglige organisationer på EU-niveau.

At kommissionen er klar til at handle demonstrerer den ved at blokerer for en nylig indgået aftale om arbejdsmiljøet, som frisørerne og deres arbejdsgivere har indgået på europæisk plan. Den ”normale” procedure ville være, at aftalen blev omsat til EU-lovgivning, men det sker ikke, lyder meldingen fra kommissionen.

– Med en hurtig implementering af Refit-programmet blåstempler Rådet Barroso’s plan om at skrotte aftalen om arbejdsmiljø på frisørområdet, konstaterer EFS.

– De forsøger at overbevise os om, at sort er hvidt, men de kan ikke bedrage os. Den sociale dimension er reduceret til en resultattavle, til statistik. Der er ingen handling når det gælder bæredygtig vækst og anstændige job, ingen initiativer for mere social retfærdighed. Det vi kan forvente er yderligere skridt i EU’s dagsorden for mere afregulering. I dag er arbejderne vrede og dybt skuffede, sagde Bernadette Ségol efter topmødet. (brink)