– Topmødet blev udråbt til at handle om vækst og beskæftigelse, men leverede ikke varen, lyder dommen fra den Europæiske Faglige Sammenslutning
EU-topmødet havde sat vækst og beskæftigelse højt på det uformelle topmødes dagsorden, inden mødet talte alle statsledere om behovet for at gøre noget ved beskæftigelsen og sætte gang i væksten.
Men da man samtidig vedtog en finanstraktat, som effektivt smækker kassen i og tvinger de fleste lande til at spare, var det småt med konkrete initiativer i den udtalelse om vækst og beskæftigelse, som blev vedtaget.
– Udtalelsen om vækst og beskæftigelse er inkonsekvent, uden nogen forpligtigelser, kun tomme ord. De politiske ledere viser os en vej, som fører ind i en blindgyde, hedder det i en første kommentar fra den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS.
Glæder muligvis Merkels venner
– Denne traktat kan måske berolige Kanslerin Merkel’s politiske venner, men ikke de millioner af arbejdsløse, de fattige eller dem i usikre jobs i Europa, som venter på beslutsom hjælp fra EU’s institutioner, siger generalsekretæren for EFS, Bernadette Ségol.
– Det er derfor vi er modstandere af finanstraktaten. Planer for balance på de offentlige budgetter må angribe spørgsmålet om bæredygtig vækst. Nedskæringer dræber vækst og jobs, siger hun.
EFS’ mener, at det der virkelig er brug for en social pagt i EU, som kan genoprette arbejdere og borgeres tillid til Unionen. (brink)






