Den Europæiske Faglige Sammenslutning kalder til demoer i Budapest og Bruxelles mod lovpakke, som ensidigt kaster krisens byrder over på lønmodtagerne
Når EU’s finansministre mødes i Budapest d. 9 april for at vedtage en lovpakke om ”økonomisk regeringsførelse” vil de blive mødet af demonstranter fra europæiske den europæiske fagbevægelse. Samtidig planlægger EFS aktioner i en række hovedstæder 8. og 9. april.
– Vi fortsætter med at protestere og modsætte os den retning, som Europas ledere går. Vi forlanger en mere konstruktiv tilgang til økonomisk regeringsførelse. Den burde være vækstorienteret, og ikke bare gøre arbejdere billigere og mere fleksible, og gøre arbejdstiden længere osv., siger EFS’ generalsekretær, John Monks.
Han appellerer endnu engang til forhandlinger med fagbevægelsen om den økonomiske styring.
– Vi vil have forhandlinger og ikke bare have diktat fra Europas ledere. Vi har ikke andre muligheder en at protestere, gøre modstand og appellere til de demokratiske kræfter, siger han. John Monks advarer om, at diktater fra Bruxelles kun vil styrke nationalistiske kræfter i medlemslandene.
Den lovpakke om økonomisk regeringsførelse, som er på vej til at blive vedtaget vil stramme grebet om de europæiske arbejdere, mener John Monks.
– Lønningerne skal bindes tæt til udviklingen i produktiviteten, alle aftaler om automatisk lønregulering skal revideres eller afskaffes, pensionsalderen skal op på 67 år osv., siger han.
Arbejderne betaler hele prisen
EFS’ generalsekretær kritiserer de lukkede forhandlinger om den økonomiske regeringsførelse.
– Meget få udenforstående har været involveret diskussionerne, beslutningerne bliver taget i EU-kmmissionen og i ministerrådets sekretariat og på tomandshånd mellem Tyskland og Frankrig. Ifølge deres planer, så er det meget klart, at de europæiske arbejdere skal betale krisens fulde pris, siger John Monks.
Han minder om, at krisen startede i finanssektoren, med boligboblen og ekstrem spekulation i mange banker.
– Det er de problemer, vi skal have løst. Men der kommer ingen forslag fra EU-kommissionen på de problemer. Situationen er en trussel mod demokratiet. Folk vil ikke accepterer den grad af indblanding fra EU, og de vil ikke acceptere, at prisen for Euroen er så barsk og hård, siger han.
– Vi er på kollisionskurs med de europæiske myndigheder, hvis de her forslag fortsætter, og vi vil fortsætte med at bekæmpe de nedskæringer, som bliver gennemført i EU-landene, siger John Monks.
Han mener ikke, at det er realistisk at afvikle landenes gæld på fire år, som EU kræver.
– Jeg har noteret mig, at Storbritannien blev færdig med at betale sin gæld fra anden verdenskrig i 2007 ikke i 1950’erne. Det er ikke en verdenskrig, men der er meget stor gæld, og fire er alt for kort tid til at betale det tilbage, siger han. (brink)






