Dumping handler om at vælge

– Det er ikke en grundlæggende menneskerettighed, at danskerne skal have polske håndværkere til 40 – 50 kr. i timen eller en flybillet til 300 kr., siger formanden for byggefagene i København, Per Olsen

Globaliseringens velsignelser og arbejdskraftens fri bevægelighed kan sikre både billige håndværkere og flybilletter, men vel at mærke. hvis vi accepterer grov underbetaling og udnyttelse af andre mennesker, mener Per Olsen, formand for Byggefagenes Samvirke i København.

– Grundlæggende så handler social dumpning om, at vi alle sammen skal træffe et bevist valg. Vælger du polske håndværkere til 40 – 50 kr. i timen, flybilletter til 200 – 300 kr. stykket, ja så har du også truffet et bevidst valg, om at andre mennesker skal arbejde under forhold, som du ikke selv ønsker at arbejde under, siger han.

– De fleste går vel rundt og tænker, at social dumpning er noget med rengøring og håndværkere. At det nu også rammer piloter og stewardesser havde de færreste gættet på for blot nogle få år siden. I princippet kan alle job jo enten flyttes ud, eller der kan importeres billig arbejdskraft til hvilken som helst opgave. Spørgsmålet er, om det er det, vi ønsker, siger Per Olsen.

Ingen kan føle sig sikre

Hvad er det næste jobområde, der bliver udfordret? Bliver det journalister, revisorer, HK-personale eller måske hospitals- og plejesektoren. Ingen kan jo i princippet føle sig sikker, der kan som bekendt tjenes penge på alt, påpeger han.

– At superliberalisterne og visse investeringsfonde ønsker, at vi skal konkurrere på løndumping og udflytning af arbejdspladser er velkendt. Spørgsmålet er, hvad vi andre ønsker. Valget er dit, men husk, at andre en dag skal vælge, om også dit job skal social dumpes. Så hvad vælger du, spørger Per Olsen. (brink)