Nedskæringer i personale og operationskapacitet har allerede ført til flere dødsfald og dårligere behandling for tusindvis af spaniere. ”Det kan godt være, at der skal spares. Men man får mistanke om, at det skal bane vej for privatisering,” siger sygeplejersken Rosa Salvador.
|
foto Thomas Vilhelm |
De demonstrerende læger står og skutter sig i deres tynde, hvide kitler foran Hospital de Bellvitge, mens bannere med slagord og sprayovermalede spareknive hænger tungt og trist i regnen. En skrattende megafon må kæmpe mod trafiklarm fra den nærliggende hovedindfaldsvej til Barcelona. Og i det hele taget ligner protesten i forbindelse med en to dage lang strejke, indkaldt over hele Catalonien, mest af alt et på én gang desperat og resigneret nødråb.
”Det regionale sundhedsbudget for 2011 var det samme som i 2003. Dengang var vi seks millioner catalanere, nu er vi syv. Det bliver ikke ved med at gå og slet ikke med de seneste sparerunder,” forudser en talsmand for lægerne.
Problemerne bag strejken er med andre ord ikke nye, hverken her i den store østlige region eller andre steder i landet. Det spanske sundhedssystem, der hører til EUs billigere og samtidig mest effektive, har i årevis været underfinansieret pga. budgetmæssige julelege mellem regioner og centralregering. Men det er nedskæringerne i kølvandet på gældskrisen, der har bragt læger og sygeplejersker op i det røde felt. Bogstaveligt talt.
Den faglige stolthed
 – Vi har et af Europas bedste sundhedssystemer med veluddannet personale og en bred dækning. Det er trist at være vidne til, hvordan det nu begynder at gå i opløsning, siger Rosa.Salvador foto Thomas Vilhelm |
Fornyelig kom to kirurger op at slås om retten til at bruge en af de stadig færre operationsstuer, som er til rådighed på Hospital de Bellvitge. Men det vakte endnu større opsigt, da speciallæger fra det store sygehus i Barcelonas sydlige forstæder tilbød at arbejde gratis en eftermiddag i ugen for at forhindre ventelisterne i at vokse dem helt over hovedet.
Administrationen sagde nej tak, og tilbuddet var nok også mest et mediestunt, mener Rosa Salvador. Den 34-årige sygeplejerske kommer lige fra et møde om, hvordan resten af personalet får det til at hænge sammen under strejken. Hun ser stresset ud, og hun giver ikke meget for nogle lægers spillen den barmhjertelige samaritaner.
”De kan jo ikke operere alene. En masse andre, lige fra reservelæger til rengøringspersonale, skulle også arbejde gratis, og det fører ingen steder hen,” fastslår Rosa.
Når det er sagt, erkender hun, at faglig stolthed og hensynet til patienterne stadig oftere vinder over vagtplanen. F.eks. når hun bliver hængende på jobbet i hele og halve timer uden kompensation, fordi afløseren udebliver. De seneste måneder er 700 løst tilknyttede sygeplejersker forsvundet fra hospitalet, der har godt 3.000 fastansatte, og det kan mærkes.
”Vi har et af Europas bedste sundhedssystemer med veluddannet personale og en bred dækning. Det er trist at være vidne til, hvordan det nu begynder at gå i opløsning,” siger Rosa.
Kemoterapi med spredehagl
Lukningen af operationsstuer og sengeafdelinger, der tog fart i efteråret, har allerede krævet flere dødsofre. Det mener i hvert fald enken til en 51-årig mand, der døde af en hjerneblødning efter at have ventet seks dage på en MR-scanning på et andet af Barcelonas hospitaler. Eller faren til et ufødt barn, der blev offer for en fostervandsforgiftning otte måneder henne i graviditeten, fordi lægemangel og strømsvigt forsinkede et akut indgreb i 30 timer.
Så galt er det endnu ikke gået i Bellvitge. Men Rosa peger på andre konsekvenser af nedskæringerne, der er mindre dramatiske, men til gengæld berører langt flere.
”F.eks. har vi ikke længere operationskapacitet til at undersøge hvilken behandlingsform, der er mest hensigtsmæssig for den enkelte kræftpatient. Nu får de alle sammen kemoterapi for en sikkerheds skyld med alt, hvad det indebærer,” forklarer Rosa og fortsætter:
”Et andet eksempel er patienter, der får antidiuretiske midler. Indtil for nylig brugte vi et kateder, som man kan nøjes med at skifte en gang i ugen. Nu har vi kun et af dårligere kvalitet og er nødt til at stikke tre gange så tit. Det kan man ikke se i statistikken over helbredelse og infektioner. Men spørg patienterne, hvad de synes.”
– I dag ville jeg søge til udlandet
Rosa har altid villet være sygeplejerske. Også selvom hendes familie, der dyrker og sælger vin, rystede på hovedet, da hun gik et år om på gymnasiet for at nå op på det nødvendige snit til sygeplejeskolen.
”For mig er det et kald. Jeg har det bedst i kontakt med patienterne, og kunne aldrig være i et administrativt job. Men jeg må indrømme, at jeg ikke længere er glad, når jeg tager på arbejde,” siger Rosa.
Foreløbig har nedskæringerne kun ramt løst tilknyttede. Men regionalregeringen har bebudet, at der i 2012 kommer fyringer af fastansatte uden funktionærstatus. Samtidig bliver sygeplejerskerne kostet rundt mellem afdelingerne, og det går ud over arbejdsklimaet.
”Folk er bange og umotiverede, og der opstår indbyrdes splid: Hvorfor har hun nu fået det job, når jeg har større anciennitet osv. Det er svært ikke at lade sig påvirke,” siger Rose og tilføjer:
”Usikkerheden er det værste. I privatlivet er det umuligt at lægge planer. Jeg ved jo ikke, om jeg er købt eller solgt for øjeblikket, og hvor længe bliver det ved på denne måde. Hvis jeg skulle vælge igen i dag, ville jeg nok tage den samme uddannelse. Men jeg ville søge job i udlandet, hvor spanske sygeplejersker er velansete. Det er i hvert fald det råd, jeg giver mine elever, når jeg underviser.”
Privatisering spøger
Hvis der endelig skal spares, burde alle parter tages i ed, mener Rosa. Patienterne kunne lade være med at bede om medicin på hospitalet, som de allerede har fået på lægehuset. Personalet kunne holde bedre hus med behandlingsmidlerne, og ledelsen kunne begynde at kikke på prisforskelle, når patienter henvises til andre hospitaler.
”Men nogle gange får man mistanke om, at det handler om noget andet,” siger Rosa og spørger:
”Hvorfor bliver der skåret mere på hospitalerne end andre steder i det offentlige? Kunne det være fordi, politikerne er i gang med at bane vejen for en privatisering af sundhedssystemet?”
Spørgsmålet får lov at hænge i luften, mens vi går uden for, hvor regnen er blevet til skybrud, for at tage et par billeder. Men ikke ret længe. Nogle dage efter interviewet lufter Cataloniens regionale sundhedsminister ideen om at indføre en tvungen privat sygeforsikring for alle andre end de fattigste borgere.
I så fald bliver der for alvor ballade, forudser Rosa, da vi siger farvel.
”Så vil de have ødelagt alt, og vi må kæmpe for, at det ikke sker.”
