Hjemløse østeuropæere betaler prisen for drømmen om arbejdskraften fri bevægelighed
– Det er åbenlyst, at det handler om at holde grænserne åbne for arbejdskraft, men lukkede for mennesker. Det er der kernen i problemet!
Sådan konkluderer socialrådgiver Karina Andersen efter i fire måneder at have arbejdet med hjemløse polakker i København.
Sammen med sin kollega Line Garbøl har hun lavet den første kvalitative undersøgelse af østeuropæiske hjemløse i København. Projektet kaster lys over det stigende antal østeuropæere, som er endt på gaden siden EU’s udvidelse mod øst i 2004.
Socialarbejdere vurderer at der i øjeblikket er omkring 700 østeuropæere, som bor på gaden i København et tal som kan stige til det tredobbelte. De hjemløse er udelukket fra al offentlig hjælp, og de væresteder som alligevel lader dem komme ind risikerer at miste deres statsstøtte, hvis det bliver opdaget. Regeringen vil ikke risikere, at Danmark bliver Europas varmestue, som tidligere socialminister, Karen Jespersen har formuleret det.
– Vi undrede os meget over, at vi kan sende sådan et dobbeltsignal. På den ene side regler der kalder på arbejdskraft, men udelukker når det gælder mennesker. Det er der, det går galt, siger Karina Andersen.
Kæden sprang fra starten
De to socialrådgivere har interviewet ni hjemløse østeuropæere, som levet på gaden, fortrinsvis fra Polen. Det er mænd mellem 23-63 år, som har været i Danmark fra tre måneder til fire år. De er søgt herop kommet for at søge arbejde eller med en aftale om arbejde.
– Det er kommet med et stærkt håb og en drøm om en bedre fremtid, som hurtigt er falmet. En del havde været i arbejde og de fleste var kommet via polske mellemmænd, som havde lovet dem arbejde, siger Karina Andersen.
Nogen gange var der arbejde, som de bare ikke fik løn for. Andre gange var der ikke noget, når de nåede frem.
– Så stod de her uden penge, dem havde de brugt til billetten. Deres sociale nedtur er startet, allerede ved ankomsten. Enten var der ikke arbejde eller også ingen løn, siger hun.
Som en forklarer til dem: ”Jeg var lovet job i Danmark, men det varede kun en måned. Der var 110 polakker i firmaet. Det var elendige arbejdsvilkår og farligt byggearbejde. Jeg arbejdede 12 timer om dagen og fik kun det halve af det lovede i løn.” (Oversættelse red.)
Østeuropæerne risikerer en dobbelt udstødelse, mener Karina Andersen.
– Det er hårdt miljø, hvor der er kamp om at komme til på værestederne, og de er endnu mere udsat fordi de kommer udefra. De har ikke mulighed for at komme ind og sove på forsorgshjem fx, det har regeringen forbudt, siger hun.
De fleste østeuropæere taler kun deres eget sprog.
– De sidder ofte alene på, de er ensomme og isolerede. De forstår ikke sproget og har ikke en chance for at forstå, hvad der sker omkring dem, siger Karina Andersen.
Sidder fast
En del af dem, de to socialrådgivere mødte, var præget af håbløshed.
– Det var tydeligt, at de sad fast. De var ude af stand til at gøre noget ved deres situation. De blev frustreret, når vi spurgte til deres håb og drømme. Vores spørgsmål mindede dem om det, de ville glemme, der var ingen drømme tilbage, siger Karina Andersen.
– Hvorfor tager de ikke bare hjem?
– Nogen har familie og har lovet at komme hjem med penge. Men de er fattigere, end da de kom, derfor er det for stor en skam at tage hjem, siger hun.
Brug for hjælp
I dag er der ingen hjælp at hente for de strandede arbejdere fra østeuropa, de er endt i et tomrum, hvor EU’s regler for arbejdskraftens frie bevægelighed giver dem mulighed for at komme, men hvor de er uden rettigheder, hvis de ikke har arbejde.
– Jeg får en dårlig smag i munden over, hvor vi er endt i Danmark. Det mindst staten kunne gøre var at hjælpe de her mennesker. Der burde laves nogle rammer både juridisk og økonomisk – måske på EU plan, så de kunne få hjælp, siger Karina Andersen.
– I virkeligheden er det et transnationalt problem, der bunder i uligheden mellem landene. Det opstår i de østeuropæiske lande, men er samtidig blevet vores problem, siger hun. (brink)
