Torsdag morgen demonstrerer 3F Djursland mod løndumping og for en overenskomst på Stenvad Gartneri på Djursland
3F Djursland har tabt tålmodigheden med Stenvad Gartneri. Efter mange forgæves forsøg på at få en overenskomst med gartneriet, har fagforeningen siden 12. maj blokeret virksomheden, og i morgen trappes konflikten op med en morgendemonstration foran gartneriet.
– Vi har forgæves forsøgt at få virksomheden i tale flere gange både sidste år og i år, derfor har vi taget skridtet og blokeret virksomheden, siger faglige sekretær, Vagn Udengaard.
– Ejeren vil ikke tale med os, men så videt vi har kunnet snuse op, så arbejder der 8 – 10 rumænske arbejdere på gartneriet til en timeløn på 60 – 65 kr. Det handler om social dumping når mindstelønnen på området er 130 kr. Dertil kommer muligvis spørgsmålet om logi, siger han.
– Vi mener, at gartneriet skal dækkes ind af en overenskomst. Derfor demonstrerer vi torsdag morgen foran gartneriet for en overenskomst. Tirsdag d. 9. juni kommer vi igen med en ny demonstration, og hvis det ikke hjælper, så vil vi søge at få etableret en sympatikonflikt, siger Vagn Udengaard.
– Det er jo tilfældigt at blokaden falder sammen med valget, men løndumping og godt arbejde er 3F’s temaer i valgkampen, så det passer fint, siger han. Se indkaldelse herunder. (brink)
Blokade mod Stenvad Gartneri
Da det har vist umuligt for 3 F Djursland at opnå en overenskomst med Stenvad Gartneri,
er der den 12. maj 2015 ved normal arbejdstis begyndelse iværksat blokade.
Der indkaldes til demonstration:
Torsdag den 4. juni 2015 kl. 6,30-8,00
Sted: Ørumvej 37, 8586 Ørum Djurs
Tirsdag den 9. juni 2015 kl. 6,30-8,00
Sted: Hovedvej A-16 ved Baslandsvej, 8586 Ørum Djurs
Af hensyn til kaffe og rundstykker vil vi gerne have besked om hvor mange der kommer. Mail: djursland@3f.dk






