EU-Kommissionen skal holde op med at blande sig i lønforholdene, lyder kritikken fra svensk LO efter EU-kommissionens seneste ”anbefalinger”
Selvom de svenske lønninger ikke var direkte i skudlinjen denne gang, da EU-kommissionen i sidste uge præsenterede sine såkaldt landespecifikke anbefalinger, så kritiserer svensk LO alligevel i stærke vendinger EU-kommissionens forsøg på at blande sig i medlemslandenes interne lønforhold og opfordrer den svenske regering til at protestere.
I forbindelse med det såkaldte europæiske semester giver EU-kommissionen sine anbefalinger til medlemslandenes regeringer om, hvad der bør gøres i den økonomiske politik. Men anbefalingerne går langt ud over EU’s kompetencer, når kommissionen kloger sig på lønforholdene i de enkelte lande. Det sætter demokratiske værdier på spil og kan føre til at grundlæggende faglige rettigheder indskrænkes, skriver jurist i svensk LO, Claes-Mikael Jonsson og EU-koordinator, Johan Danielsson på eurpaportalen.se.
Kommissionen har dæmpet sin kritik af de svenske lønninger efter den svenske fagbevægelse sidste år protesterede voldsomt mod kommissionens gode råd. Men alligevel fremgår det af kommissionens baggrundspapirer til årets anbefalinger, at EU-kommissionens embedsmænd stadig mener, at de svenske mindstelønninger er for høje og bør sænkes. Et synspunkt som Kommissionen i øvrigt deler med de svenske arbejdsgivere.
– Selvom Sverige ikke får nogen skarpe anbefalinger om lønningerne, så kan man i baggrundsrapporten læse, at kommissionen anser startlønningerne i visse sektorer for høje, og at det hindrer unge i at komme ind på arbejdsmarkedet. Desuden uddeler kommissionen ris til overenskomstforhandlingerne mellem parterne og ønsker øget politisk indblanding. Regering og Rigsdag må igen protesterer til kommissionen. Løndannelser er og skal fortsat være en national kompetence, skriver de to.
Bag tågesløret
Syv lande får direkte råd som angår deres lønsystemer. Det rejser et principielt problem mener de to svenske LO-medarbejdere.
– Det er et principielt problem, at EU i det overhovedet blander sig i løndannelsen. De landespecifikke anbefalinger kan fremstå som teknikaliteter, men de risikerer at sætte demokratiske værdier på spil. Hvis EU vil have større indflydelse over lønudviklingen i medlemslandene, så med fremgå af traktatændringer, som der skal folkelig støtte til at gennemføre, skriver de.
– Kommissionen kan ikke fortsat gemme sig bag teknokratiske tågeslør. Der er ingen upolitiske ”rigtige” svar på de spørgsmål, som behandles i anbefalingerne. Hvordan vi i Sverige vælger at organiserer arbejdsmarkedet, om vi skal konkurrere på lavere lønninger eller på viden, er grundlæggende et politisk spørgsmål. Skal demokratiet fungerer, må det være vælgerne som på valgdagen afgør, hvordan politikken skal være, hedder det.(brink)






