Demokratiet tabte

Opgiv rygmarvsreflekserne og lad os få en nuanceret dialog om EU forfatningen, siger Ole Jensen FMU.

Et kanonvalg til socialdemokraterne, en halvering af unionsmodstanderne og en lussing til Venstre. Det er nogen af resultaterne af søndagens EU valg. Men for Ole Jensen fra Fagbevægelsen mod Unionen er det demokratiet, som er den største taber:

– Parlamentet skal fremstå som den demokratiske indfaldsvinkel til EU, men når under halvdelen af befolkningen deltager, så må man konstatere, at demokratiet blev den største taber, siger han.

– Men modstanden mod EU har også tabt terræn. Noget af forklaringen er ”kvitteringseffekten” til Nyrup. Vi så det samme med Schlüter, som trods Tamilsag fik et kanonvalg til parlamentet. Nyrup kom jo ellers lige fra et afgørende valgnederlag, alligevel får han et kæmpevalg.

– Valgkampen har manglet emner, som kunne skabe interesse. Modstanderbevægelserne har også været for uklare, selvom de forsøgte at sætte forfatningstraktaten på dagsordenen. Det lykkedes ikke, fordi folk har svært ved at se koblingen mellem parlamentet og forfatningen, siger Ole Jensen.

– Forfatningen blev ikke et emne under valgkampen, selvom der er flere meget afgørende og problematiske principper for hvilken udvikling EU skal have, i det forslag der ligger. Debatten er fragmenteret, og det danske bidrag er helt fraværende. Det er ikke klart, hvad Danmark vil med forfatningen, derfor er det helt urimeligt når Marianne Jelved påstår, at enhver borger har kunnet blande sig i forfatningsdebatten. Hvis man vil kvalificere diskussionen, så må partierne åbne op, siger han.

– Nu nedgør man nej-bevægelserne. Men hvad er det for en Europa diskussion, man har i partierne, hvor der ikke er plads til mange kritiske spørgsmål? Det er en ødelæggende situation, som man kan frygte fører til, at vi får et meget enøjet parti med et enkelt EU-program, som man har set det i Østeuropa. Partierne burde være mere åbne for en diskussion om, hvor EU skal bevæge sig hen, siger Ole Jensen.

Han stiller sig tvivlende overfor, om både det radikale mandat, og de ekstra socialdemokratiske mandater kan tolkes som en tilslutning til den meget ”integrationistiske” politik, som både R og S står for.

Gå ind i debatten

– På fredag ligger der sandsynligvis et færdigt forslag til forfatning. Den debat bør både organisationer og bevægelser kaste sig ind i. Dem der ønsker en dialog om forfatningen må gå ind og præge debatten. Det gælder også for fagbevægelsen og FMU, siger Ole Jensen.

– Ja-partierne ser forfatningen som en nødvendighed for at få styr på et udvidet EU. Men vi må nødvendigvis se på de rammer, som forfatningen lægger for udviklingen i EU. Og heldigvis skal den jo til afstemning i andre lande end Danmark også. Men vi må være med til at præge debatten.

– Jeg tror vi kommer til at se nye holdninger udkrystallisere sig. Det bliver ikke et spørgsmål om ja/nej til EU, men et spørgsmål om hvilket samarbejde der skal være i Europa. Det er heller ikke en højre/venstre diskussion, for partierne er jo enige om forfatningen. Det bliver mere et spørgsmål om, hvor langt samarbejdet skal gå.

Ikke blot grænseoverskridende

Ole Jensen opfordrer til, at kigge nærmere på indholdet i den nye forfatning:

– Hvad bliver konsekvenserne? Det handler ikke kun om grænseoverskridende problemer. Forfatningen flytter kompetence fra landene på områder, der ikke er grænseoverskridende. Det gælder for social- og sundhedsområdet. Hvor det ligger i forslaget, at det er områder, som man for fremtiden kan beslutte på fælles plan.

– For fagbevægelsen er det værd at se på diskussionen om tjenesteydelsesdirektivet. EU’s fire friheder styrkes i den nye forfatning. Og vi har set, hvordan overgangsordningen ikke er det rigtige bud på at sikre overenskomstforholdene, siger han.

– EU Kommissionens forslag til direktiv om tjenesteydelser er deres bud på, hvordan man skal fjerne forskellighederne på de enkelte landes arbejdsmarkeder. Socialdemokraterne og Venstre er enige i den markedsgørelse, som ligger bag forslaget, men samtidig siger alle, at de vil undgå virkningerne af direktivet. Det må ikke føre til, at nogen skal arbejde i Danmark på ringere betingelser end de gældende overenskomster. Man skylder et svar på, hvordan det skal gå til.

– Vil man forlange, at forskellighederne skal bestå? Eller ligger man op til fælles europæiske regler? Det var interessant at høre et bud på det. Hvordan vil man sikre, at vi får mulighed for at sikre vores aftalesystem. Og hvad gør vi, når overgangsordningerne forsvinder, siger Ole Jensen.

En kvalificeret diskussion tak

EU valget og valgkampen har været bedrøvelig set med faglige øjne, mener han.

– Der er i fagbevægelsen en accept af den markedsgørelse, som sker i EU. Fagbevægelsen mangler bud på, hvordan man sikrer medlemmernes rettigheder og aftalesystemet under de betingelser. Er LO’s bud virkelig, at man ad åre kan klare opgaven ved at eksportere det danske aftalesystem til EU planet?

– Fra på fredag ligger der en opgave i at få rejst en debat om, hvordan det fremtidige samarbejde skal udvikles i Europa. Det er vigtigt at få kvalificeret diskussionen, så vi kan få nogle bedre både ”ja’er” og ”nej’er”, så det ikke bliver rygmarvsreaktioner fra tilhængere og modstandere. Modstanden mod forfatningen findes ikke blot i de to bevægelser, den er mange andre steder – også i fagbevægelsen. Derfor er der brug for, at andre går ind i debatten. Den væsentligste opgave er, at vi får gjort debatten mere ærlig både blandt tilhængere og modstandere af den nye forfatningstraktat, siger Ole Jensen. (brink)

14.06.04