Danmark tabte mere beskæftigelse en de gældsplagede grækere og portugisere
Det danske arbejdsmarked er hårdt ramt af krisen – når man måler på tværs af 16 sammenlignelige lande viser det sig, at Danmark har det tredjestørste tab på beskæftigelsen – beskæftigelsen er kun faldet mere i Irland og Spanien, mens Danmark har større tab end de øvrige hårdt gældsplagede lande som Portugal og Grækenland, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Statsministeren bliver ved at gentage, at Danmark er kommet godt gennem krisen og med færre menneskelige omkostninger end andre lande.
Men AE-rådet analyse viser en noget anden virkelighed.
Når man sammenligner med 15 andre lande vi normalt sammenligner os med, viser det sig, at Danmark har haft det tredjestørste tab i beskæftigelsen.
Sammenligner man 1. kvartal 2011 med det beskæftigelsesniveau, der var før krisen for alvor satte ind, ligger vi i Danmark med et tab på 5,5 pct. af beskæftigelsen.
Kun Irland og Spanien er med tab på hhv. 14½ pct. og knap 11 pct. blevet hårdere ramt på beskæftigelsen end Danmark. Danmark ligger dermed dårligere placeret end de øvrige hårdt gældsplagede lande som Portugal og Grækenland.






