Danish Crown bruger rumænske daglejere i Tyskland

Slagteriarbejdere protesterer mod misbrug af fremmed arbejdskraft i Tyskland

Slagterikoncernen Danish Crown udnytter billig rumænsk arbejdskraft på koncernens slagteri Oldenburg Fleischwaren GmbH i Nordtyskland. Koncernen bestiller rumænske slagteri-arbejdere til slagteriet gennem vikarbureaufirmaet IR Unipork, der henter slagteri-arbejderne i bus i Rumænien og forsyner dem med en tre måneders arbejdstilladelse.

– Vi vil ikke have, at der kommer folk til Danmark og arbejder til en betaling under de danske overenskomster, det samme må gælde i Tyskland, siger formanden for Nærings- og Nydelsesforbundet, NNF´s slagterafdeling i Esbjerg Peder Pedersen. Han har kontaktet de tyske fagforeninger for at få stoppet trafikken med de rumænske ”vikarer”.
Antallet af forender, der blev sendt til forarbejdning i Oldenburg, var fra starten sidste år 40.000 om uge. Siden er antallet øget til 60.000.

– Fra første maj stiger antallet til 150.000 forender om ugen, de ryger bare i en container og af sted, i stedet for at blive skåret op her i Danmark. Danish Crown sparer en femmer per bov, det bliver til rigtig mange penge. Men hvis de overholdt de tyske overenskomster, så var der kunne tale om øre beløb, siger Peter Pedersen.

Socialt ansvar?

De rumænske arbejdere ansættes som såkaldte kolonnefolk, de arbejder på det tyske slagteri, uden at de tyske arbejdere møder dem.

– Det er rystende forhold. Bureauet aflønner rumænerne til en løn langt under den tyske overenskomst, og Danish Crown sørger bare for at betale bureauet. Når de arbejder på en 3 måneders kontrakt, som så kan forlænges og forlænges, så bliver de holdt uden for det sociale sikringssystem i Tyskland. De er ikke sikret, som de tyske arbejdere, siger han.

– Danish Crown vil gerne bryste sig af sin ”miljøprofil”. Men den her misbrug af arbejdskraft hænger ikke sammen med de fine ord om et socialt ansvar. Rumænerne får i hvert fald ikke del i det sociale ansvar. Samtidig har Tyskland en arbejdsløshed på 15 procent, så det er helt urimeligt at hente arbejdskraft ude fra, siger Peder Pedersen.

Slagteriarbejderne i Esbjerg frygter for deres job.

– Næste gang taler vi måske om 400.000 forender om ugen. Hvis rumænerne arbejdede efter den tyske overenskomst og tyske arbejdsmarkedsregler, kunne vi ikke sige noget. Men det her vil vi  ikke acceptere, siger Peder Pedersen.

Køber tid

Det er et par måneder siden, at NNF på forbundsplan bad Danish Crown om at svare på  24 skriftlige spørgsmål om sagen. Redegørelsen er endnu ikke kommet.
Til Jyske Vestkysten siger Danish Crown’s informationschef Gudrun Andreasen, at koncernen vedkender sig dens moralske ansvar.
Men samtidig siger hun, at koncernen mener, at forholdene er i orden, og at man er i gang med at undersøge det gennem revisionsfirmaet Deloitte og Touche.
– Vi er ved at undersøge sagen, men mener at forholdene dernede er i orden. Ellers vil vi gribe ind og sikre, at de lokale tyske regler overholdes. Men det er udbredt i Tyskland at anvende såkaldte kolonnefolk, siger Gudrun Andresen, der ikke mener, at der er tale om, at det tyske bureau underbetaler rumænerne. De sendes hjem efter tre måneders arbejde.
– Der er vist nogle specielle aftaler, men vi vil ikke sige noget, før sagen er undersøgt, og før vi har drøftet den med NNF, understreger Gudrun Andreasen overfor bladet.
Peder Pedersen mener, at NNF lurepasser i sagen:

– Det er flere måneder siden, at forbundet har stillet de spørgsmål. F.eks. har vi spurgt, hvem der udbetaler lønnen. Det kan vi ikke få svar på, selvom det tager fem minutter at undersøge det i direktionen, siger han.

– Medlemmerne er trætte af, at det trækker ud. Forbundet lurepasser i sagen, jeg kan ikke følge dem i at de lader Danish Crown styre, hvornår og om de vil svare på spørgsmålene. I stedet for at afvente, burde de have gjort det klart, at vi ikke vil finde os i det. På den måde acceptere NNF indirekte det, der foregår. Og Danish Crown køber sig tid til at komme på plads på det tyske slagteri, siger Peder Pedersen.