Corydons sofaeffekt

Finansministeriets matadorpenge: Det koster samfundet mere end en halv milliard når nogle få tusinde kan få kontantydelse i tre måneder. – Med dens slags regnestykker er der sorte udsigter for en dagpengeløsning, siger Hans A. Sørensen, formand for 3F Horsens og Omegn

Den kontantydelse, som er aftalt mellem regeringen, SF og Enhedslisten koster 610 millioner kroner i 2015, det er hvad finansministeriets regnedrenge er nået frem. Men ifølge forbundet FOA’s beregninger, så er den reelle udgift nærmere 33 millioner kr.

Gabet mellem de reelle udgifter til ydelsen og de 610 millioner gemmer sig i den såkaldte sofaeffekt. Ifølge finansministeriet regnemaskine så vil bare udsigten til at få ydelsen – hvis man i øvrigt er rippet for alt – sende folk direkte tilbage på sofaen. Med andre ord koster kontantydelsen arbejdspladser. Finansministeriet regner med, at det koster 2100 arbejdspladser i 2015, og det tab gør de op til 380 millioner kr.

– Der er jo en himmelvid forskel på, hvad vi kan nå frem til ud fra sobre beregninger og så Finansministeriets skøn. Regeringen må åbent lægge frem, om der er tale om fantasillioner eller et velbegrundet skøn, siger FOA formand Dennis Kristensen til Ugebrevet A4.

Finansministeriet fastholder i et notat til Ugebrevet de beregninger, som er grundlag for aftalen om kontantydelsen.

Målløs

I a-kassernes brancheorganisation AK-Samvirke sidder direktør Verner Sand Kirk og ryster på hovedet over Finansministeriets beregninger.
– Jeg er næsten målløs over Finansministeriets måde at regne på, siger Verner Sand Kirk til A4.

Ifølge FOA’s notat bliver det formodentlig kun omkring 1.500 ledige, der får glæde af kontantydelsen i 2015. Det lave antal hænger sammen med, at det kun er fra 1. oktober 2015, at ydelsen vil blive udbetalt. Finansministeriet antager i sine beregninger også, at forholdsvis få vil få ydelsen.

– Finansministeriets beregninger strider mod almindelig sund fornuft. Ministeriet regner sig frem til, at fordi nogle få hundrede personer i slutningen af 2015 kan få kontantydelsen, vil 2.100 ledige blive liggende på sofaen hele året, siger han.

Sorte udsigter for dagpengeløsning

– Typisk med de centrale regnemodeller. Når det er sådan man regner sig frem til ansvarlig økonomisk politik, så er det at det går galt! Når finansministeren er nervøs for at ”folk vælger sofaen”, så er det i en helt anden forbindelse. Politikerne burde især være bange for sofavælgere i forbindelse med det kommende folketingsvalg. For med den måde Politikerne omgås problemer og informationer på, så kan vælgerne – i hvert fald dem der er på det organiserede arbejdsmarked – med rette føle sig taget i røven, siger formanden for 3F Horsens og
Omegn, Hans A. Sørensen.

Han frygter for det kommende slagsmål om en dagpengereform. Dagpengekommissionens såkaldte kommissorium slår fast, at ”Det er en central betingelse, at anbefalingerne ikke må indebære højere strukturel ledighed, lavere strukturel beskæftigelse, svækkelse af de strukturelle offentlige finanser eller den finanspolitiske holdbarhed.”

– Med den betingelse og en regnemetode, hvor selv en yderst beskeden redningskrans til få tusinde koster over en halv milliard, så er det svært at se, hvordan Dagpengekommissionen kan præsenterer løsninger, som på nogen måde kommer fagbevægelsen i møde, siger Hans A. Sørensen.

– Udgangspunktet er åbenbart, at ethvert sikkerhedsnet koster arbejdspladser, det er som om man går ud fra, at hvis når man tager eksistensgrundlaget fra 50.000, så kommer de enten i arbejde eller, nå ja, sådan er det jo, siger han.

– Det her regnestykke viser bare en flig af, hvad vi kan vente os, når kampen om en dagpengeløsning går i gang. Og formuleringerne viser for øvrigt også, hvordan det danske sprog flyder over med tåbelige, tågede formuleringer om et konkret problem. De har for alvor pillet ved den danske model og hugget penge fra de svageste grupper, og det vil de gerne blive ved med! Der er virkelig brug for at vi nu mobiliserer i fagbevægelsen for en dagpengeløsning, der bygger på solidaritet og tryghed. Uanset hvor mange trillioner der så bonger ud i finansministeriet, siger Hans A. Sørensen. (brink)