– Det er ærgerligt, at Transportministeren bøjer af for EU-kommissionen, siger formanden for Landsklubben Danske Godschauffører, Harald Fabricius
I sidste uge besluttede Transportminister Magnus Heunicke at rette ind efter EU-Kommissionen og sløjfe de stramninger såkaldte cabotagekørsel, som skulle dæmme op for noget af den sociale dumping på landevejene.
Det var den tidligere transportminister Pia Olsen Dyhr, SF, som i september sidste år strammedes reglerne, så kørsel med tomme containere og returemballage (paller, blomsterbure eller lignende) over grænsen ikke blev anerkendt som en international transport, og derfor ikke gav adgang til cabotagekørsel (tre indenlandske transporter i Danmark på en uge red.)
Men EU-kommissionen har vendt tommelfingeren ned til stramningen og var tilsyneladende klar til at hive Danmark for EU-domstolen, hvis reglerne ikke blev ændret. Det skete så i sidste uge hvor transportministeren trak sig.
– EU-Kommissionen har ret i, at vores regler på det punkt har været for vidtgående. Et læs paller kan jo godt være en reel international transport, hvis en dansk virksomhed har købt dem af en producent i udlandet. Men det er vigtigt for mig, at kampen mod social dumping fortsætter med uformindsket kraft, forklarede Magnus Heunicke.
Plaster på såret
Og formanden for de danske godschauffører ærgrer sig. Han opfordrede i sidste uge ministeren til at stå fast på stramningerne.
– Jeg kan ikke være tilfreds med, at man nu bøjer af, men jeg kan leve med det, fordi vi som en slags plaster på såret får de gang i forsøg med scanning af nummerplader, siger Harald Fabricius.
– Det har skabt en del debat blandt chaufførerne, at man nu bakker overfor EU. Vi har længe efterlyst, at regeringen prøvede at udfordre EU. Det lå ligesom i kortene, da Pia Olsen Dyhr var transportminister. Set i det lys er det ærgerligt, at man nu bøjer af, siger han.
Transportministeriet meddelte samtidig, at de går i gang med et forprojekt med fotoudstyr med automatisk nummerpladegenkendelse. Formålet med det er at undersøge, om en systematisk registrering af lastbilers nummerplader ved ind- og udkørsel af Danmark kan bidrage til en effektivisering af kontrolindsatsen.
– Jeg forventer at det kommer i gang rimeligt hurtigt. Med en transportbranche der er under afvikling, skal der handles nu, siger Harald Fabricius.
Demonstration 3. maj
Den seneste udvikling har ikke mindsket behovet for at bekæmpe social dumping, understreger godschaufførernes formand. Han opfordrer alle fagligt interesserede til at deltage i chaufførernes demonstration 3. maj på Christiansborg Slotsplads.
– Kampen mod social dumping skal kæmpes i alle fag, så uanset om du er murer, sosu-assistent eller noget helt tredje, så gå til din fagforening og få den til at arrangerer fælles transport til demonstrationen, siger Harald Fabricius.
Foreløbig har 12 – 14 lokale 3F afdelinger arrangeret bustransporter til demonstrationen. (brink)






