Under mottoet, ”Nej til løndumping og arbejdsvilkår der hører fortiden til”, er 3F Transport på rastepladserne fra Skagen til Padborg i denne uge
3F’s Transportgruppe tager forskud på overenskomstresultatet og starter oplysningskampagne mod løndumping i uge 14.
De lokale 3F afdelinger går i aktion både langs motorvejen i Jylland og på Sjælland. På nole af de store rastepladser er de klar til at fortælle både udenlandske og danske chauffører om deres rettigheder og de muligheder den nye overenskomst kommer til at give for at stoppe løndumping hos danske vognmænd.
– Det er et problem, som bare er vokset og vokset de sidste fem år. Vi ser flere og flere eksempler på udenlandske chauffører hos danske vognmænd, som spises af med lønninger helt ned til 6.100 kr. om måneden, siger faglig sekretær i3F TLB Århus, Keld Snedker Larsen.
– Vi vil følge op på overenskomsten med den her aktionsuge, og ud og fortælle både de danske chauffører og de udenlandske om de nye værktøjer. Vi opfordrer dem til at sige til, hvis de har mistanke om, at der er chauffører, som bliver underbetalt. Nu får vi retten til at tjekke at chaufførerne får den løn de skal have, siger han.
Keld Snedker Larsen henviser til, den såkaldte ”Kolding sag” hvor Kolding Transport aflønnede sine ca. 25 tyske chauffører med 6.100 pr. måned, med en arbejdstid op til 60 timer om ugen.
Ikke en hunds ret
– Deres øvrige ansættelsesvilkår var sådan, at de stort set ikke havde hunds ret. Det er vigtigt at få gjort den slags misbrug synligt og få det stoppet. Vi har selv i afdelingen eksempler på medlemmer, som har mistet jobbet, fordi det blev overtaget af udenlandske og underbetalte chauffører. Det er vigtigt at gøre det klart for medlemmerne, at det også er deres job, som er på spil, hvis løndumping ikke bliver stoppet, siger han.
I 3F Århus har de pt. 159 ledige chauffører.
Andelen af danske lastbiler som kører eksport ind og ud af landet er faldet dramatisk siden 2003, hvor næsten hver anden var dansk. I 2009 var det faldet til hver femte lastvogn. Tyske og østeuropæiske lastbiler sad sidste år på 63 procent af eksportkørslen ind og ud af Danmark.
Men udover den direkte konkurrence med de udenlandske tranportfirmaer kommer det voksende problem med udenlandske chauffører i de danske biler..
– Det er dem kampagne er mod. Vi går efter biler på danske plader, det er kun de vognmænd, som er med i arbejdsgiverforeningen, som er omfattet af de nye regler om indsigt i arbejdsvilkårene, siger Keld Snedker Larsen. (brink)






