Centralbank øger presset på Grækenland

Grækenland risikerer at EU lukker kassen for nødlån, mens renten for græske lån stiger til rekordhøjder

– Grækenland må gennemføre nødvendige besparelser for at få budgetunderskud under kontrol.
Det var beskeden fra chefen for den Europæiske Centralbank, Jean-Claude Trichet i et Tv-interview mandag.

Samtidig rapporterer Bloomberg News, at den tyske forbundskansler Merkel har sagt til parlamentsmedlemmer i CDU, at Grækenland ikke får denne måneds udbetalinger fra hjælpepakken, hvis ikke landet opfylder vilkårene i hjælpepakken.

EU og IMF har krævet voldsomme nedskæringer og udsalg af offentlig ejendom, som betingelse for at yde lån til landet. Konsekvenserne er ved at vise sig med udsigt til en nedgang i brottonationalproduktet på fem procent.

I går steg renten på de græske 10-årige statsobligationer til et nyt rekordniveau på 19,43 procent. Mens de to-årige statsobligationer udviklede sig til rene lotto sedler med en rente på over 50 procent.

Denne uge byder på en række nye slag om Euroen. Tirsdag er der krisemøde i Berlin om de finske krav for at deltage i hjæpepakken til Grækenland. Da eurolandene før sommer beslutte en hjælpepakke aftalte Finland, at de skulle have pant i græske værdier for deres andel, det har fået flere lande til at true med også at forlange pant i landet.

Onsdag afgør den tyske forfatningsdomstol, om den tyske deltagelse i hjælpepakken overhovedet er lovlig efter den tyske forfatning. (brink)