Hver fjerde EU-borger kæmper med fattigdom og social udstødelse, siger hjælpeorganisationen Caritas, som kritiserer EU for at forlænge krisen og lade fattigdom og ulighed vokse
123 millioner europæere slås med fattigdom og social udstødelse, det svarer til hver fjerde, og det er vokset siden Caritas Europas forrige rapport om nedskæringspolitikkens konsekvenser i EU.
De seneste rapport blev offentliggjort i går torsdag og peger på et ”et foruroligende højt niveau af fattigdom og nød i de syv hårdest ramte lande: Cypern, Grækenland, Irland, Italien, Portugal, Rumænien og Spanien.
Rapporten kommer netop som krisepolitikken er i fokus for forhandlingerne mellem Grækenland og de øvrige eurolande. Og Caritas er absolut ikke på linje med den hårde tyske linje, som kræver at grækerne fortsætter hestekuren.
– EU og medlemslandene fortsætter med at adressere krisen med fokus på den økonomiske politik på bekostning af socialpolitikken. Resultatet er, at den førte politik har katastrofale konsekvenser for EU’s befolkning, lyder kritikken fra hjælpeorganisationen, som til dagligt forsøger at feje op efter de regeringer, som lader folk falde gennem sikkerhedsnettet.
– Når EU og medlemslandene undlader at sørge for konkret hjælp i det nødvendige omfang til dem der er i vanskeligheder, og ikke sikrer grundlæggende offentlig velfærd og undlader at skabe arbejdspladser, så er det med til at forlænge krisen, lyder krasse konklusion.
– Vi tror, at Caritas Europas nye rapport bidrager til større bevidsthed om, hvordan krisen rammer svage grupper. Den bekræfter kravene om alternative politiske løsninger og gør det klart, at politikerne har valgmuligheder, når de beslutter, hvad der skal gøres for at afværge, de værste følger af krisen, siger Jorge Nuño Mayer, generalsekretær for Caritas Europa.
– Rapporten dokumenterer at Europa bare ikke er retfærdig. Prioriteringen af nedskæringspolitikken har ikke løst krisen, men i stedet skabt sociale problemer og usikkerhed, som risikerer at få varige følger globalt, siger han.
Krisen er ikke ovre
Rapporten hedder ”Fattigdom og ulighed vokser – et retfærdigt socialt system er nødvendigt som løsning”, og den viser et Europa, hvor der bliver skruet ned for de sociale sikringssystemer, hvor familier synker dybere ned i fattigdom. Et Europa, hvor den sociale sammenhængskraft svækkes, og hvor befolkningens tillid til politiske institutioner i stigende grad svækkes. På længere sigt risikerer Europa at racisme, fremmedhad spreder sig op vokser, lyder advarslen.
Caritas udfordrer den officielle snak, som allerede har aflyst den økonomiske krise.
– Krisen er ikke forbi. De sociale rettigheder bliver udfordret i Europa som konsekvens af krisen. De aktuelle politiske valg eroderer Europas sociale dimension, det har ekstreme negative følger for de udsatte, hedder det.
I sine hovedkonklusioner peger rapporten på, at ”efter seks års økonomisk krise betaler fattige mennesker stadig for en krise, de ikke har skyld i, og de fattige bliver stadig fattigere.”
Fattigdom og ulighed vokser, næsten hver fjerde EU-borger lever i fattigdom. Mere end hver tredje borger i fem EU-lande lever med risikoen for fattigdom eller social udstødelse. I Bulgarien er det næsten hver anden, og det er mere end 35 procent af grækerne.
Hvert tredje barn lever i fattigdom i hele 14 ud af EU’s 28 lande. Så nedskæringspolitikken virker ikke i Europa, i stedet anbefaler Caritas at politikerne går en anden vej:
En garanteret mindsteindkomst, som kan sikre mennesker et liv i værdighed. Et fair skattesystem, så dem der kan bidrager – også virksomhederne. Investeringer i socialpolitik, sundhedssektor og job. Kort sagt en krisepolitik, som ikke vælter byrderne over på de svageste.
Caritas kritik og anbefalinger er i tråd med den rapport, som Europarådet vedtog for nylig, som også kritiserede krisepolitikken for at lade de svageste grupper betale for krisen. (brink)






