Der er brug for udvidet taskforce, hvis sort skattesnyd skal stoppes i byggebranchen, mener Byggefagenes Samvirke i København
Trods en øget indsats mod dumping og skattesnyd i byggebranchen, så kunne Byggefagenes Samvirke mandag præsenterer skatteminister Holger K. Nielsen for aktuelle eksempler på, hvordan sort arbejde florer i byggebranchen i forbindelse med brugen af udenlandsk arbejdskraft.
Byggefagene har beregnet, at den danske Herbo koncern i perioden marts 2011 til august 2013 omsatte for mindst 5.8 mio. kr. gennem polsk arbejdskraft. En omsætning, som der ifølge byggefagene hverken er betalt selskabsskat eller lønskat af i Danmark.
Den trafik kunne stoppes, hvis der en daglig og systematisk indsats fra Skat og Arbejdstilsynet, mener byggefagene.
.
Skat, Arbejdstilsynet og Politi har allerede forstærket deres indsats gennem fælles aktioner, hvor de flere gange om året gennemfører fælles arbejdspladsbesøg.
– Den indsats påskønner vi, men skal det sorte arbejde med udenlandsk arbejdskraft stoppes, så er det nødvendigt, at Skat og Arbejdstilsynet danne en task force, der på daglig basis systematisk bearbejder oplysninger om de enkelte byggeprojekter. På den måde afsløres systematikken i det sorte arbejde og dermed også bagmændene, der tjener store penge på den nuværende tilstand, siger Bo Rosschou, Byggefagenes Samvirke.
På mødet lovede skatteministeren at tage sagen op med Skat, samtidig vil Byggefagene rejse forslaget om en taskforce over for beskæftigelsesministeren. (brink)






