Bod til malerne efter afsløring af dumping

Arbejdsretten idømte Malernes Fagforening i København en bod på 10.000 kr. i forbindelse med et arbejdspladsbesøg på byggeriet af Hotel Bella Sky, hvor der blev afsløret løndumping.
– Jeg er stærkt forundret over at Danske Malermestre har rejst sagen, siger formanden for Malernes Fagforening i København, Bo Rosschou

Både Arbejdsretten og Byretten afsagde i går onsdag domme mod Malernes fagforening.

Arbejdsrettet idømte fagforeningen en bod på 10.000 kr. i forbindelse med et arbejdspladsbesøg på byggeriet af Hotel Bella Sky og Byretten på Frederiksberg dømte formanden for Malernes fagforening Bo Rosschou i en sag, som Fitness World har anlagt mod ham for injurier. Bo Rosschou skal betale 55.000 kr. til Fitness World, samt sagsomkostninger 28.600 kr. Yderligere skal han betale 4 dagbøder á 250 kr.

Bo Rosschou har endnu ikke set dommene, derfor har han endnu ikke taget stilling til om Byretsdommen skal ankes.

– Malernes fagforening gennemfører hvert år flere hundrede arbejdspladsbesøg. I 2011 besøgte vi således 350 pladser. Langt de fleste af disse besøg drejer sig om at beskytte vores overenskomst og at afsløre underbetaling af udenlandske bygningsarbejdere, siger Bo Rosschou.

– Vi er stærkt forundret over at Danske Malermestre har rejst sagen. Vi har en glimrende aftale med DM om, at vi på pladsbesøg, hvor et af deres medlemmer er, straks kontakter malermesteren eller Danske Malermestre. Det fungerer upåklageligt i det daglige, og har gjort i de 349 andre tilfælde sidste år, siger han.

– Danske Malermestre har klaget over et af disse besøg. Arrbejdsretten har nu givet mestrene medhold i deres påstand om, at vi ikke har foretaget en formel korrekt anmeldelse af dette ene besøg. Besøget afslørede, at en medlemsvirksomhed i Danske Malermestre anvendte et tjekkisk firma med underbetalte tjekkiske malere uden overenskomst som underentreprenør, siger Bo Rosschou.

–  Derfor er det komplet uforståeligt, at vi på grund af en formel fejl i en sag, hvor vi afslører underbetaling, skal betale bod. Jeg har forståelse for, at DSJ-Gruppen er sure, de blev taget med bukserne nede, men at vi skal betale 10.000 kr., det er ikke i orden, siger han.

Fagforeningen tager i øvrigt Arbejdsrettes dom efterretning. Arbejdsrettens domme kan ikke appelleres.

Fortsat fokus på bygherreansvar

Før byretten behandlede injuriesagen mod malerformanden, har Bo Rosschou beklaget, at han har kaldt Fitness World for ”plumrådden”.

Fitness World har anvendt en polsk underentreprenør på deres byggerier og Bo Rosschou gav offentligt udtryk for, at Fitness World havde et medansvar for de polske bygningsarbejderes løn- og arbejdsvilkår.

– Vi vil fortsat have fokus på bygherrers og hovedentreprenørers ansvar for, at de underentreprenører de anvender, behandler deres folk ordentligt, siger Bo Rosschou, som endnu ikke har set dommens præmisser og derfor ikke har taget stilling til en evt. anke af dommen.

Løbet fra regningen

Den polske underentreprenør, Jack Building Service ApS, som arbejdede for Fitness World er tidligere idømt en bod til Malernes fagforening på 50.000 kr. for organisationsfjendtlig handling. Boden er stadig ikke betalt, fordi ejeren er forsvundet. Også en skatteregning på 600.000 kr. er ubetalt, ligesom der skyldes feriepenge til en række ansatte.

Konflikten mellem Fitness World og Malernes fagforening opstod på baggrund af, at polske bygningsarbejdere udførte arbejde på Fitness Worlds byggerier, uden at de var omfattet af dansk overenskomst. Efter blokade og sympatikonfliktvarsel indgik Fitness World overenskomst med Malernes fagforening, og efterfølgende også med HK. (brink)