Sjælsø Gruppen bortviser uorganiserede ungarere fra byggeplads i Lyngby
Det tog ikke mange timer fra Malernes Fagforening havde startet blokade mod byggepladsen, ”Lynby Søpark” til bygherren, Sjælsø Gruppen fik bortvist de ungarske bygningsarbejdere, som arbejdede uden overenskomst.
Men forspillet til den hurtige afslutning på blokaden af pladsen krævede til gengæld at fagforeningen fik rodet grundigt rundt i spanden med entrepriser og underentrepriser.
– Det er positivt at bygherren har taget affære, men det er ikke godt, at vi skal ud at afsløre, at man ikke lever op til det man siger. Det er dybt utilfredsstillende at Sjælsø Gruppen bruger byggeledere, som ikke har styr på tingene, siger formanden for Malerne i København, Bo Rosschou.
– Jeg tvivler ikke på deres gode hensigter, men det nytter ikke så meget. De har hele tiden hævdet, at tingene var i orden. Kun fordi vi vedholdende har rodet i spanden blev svindlen afsløret, siger han.
Fortsat blokade mod firma
Fagforeningen måtte ud i fjerde led for at afdække, hvordan fire ungarske bygningsarbejdere var ansat. Her fandt de firmaet Job og Byg APS og direktør Knudsen, som dels hævdede at han var medlem af Dansk Byggeri, og at de fire ungarnske bygningsarbejdere var selvstændige ”underentreprenører”.
– Det viste sig ikke at passe og han måtte erkende at de var ansat. Derfor forfølger vi sagen og opretholder blokaden og sympatiblokaden mod Job og Byg. Vi har mødt direktør Knudsen før og er ikke ubekendt med hans metoder, siger Bo Rosschou.
– Af hensyn til den danske samfundsmodel på arbejdsmarkedet og også af hensyn til sikkerheden på vores byggepladser er det afgørende, at danske bygherrer ikke bruger entreprenører, som modarbejder vores danske model, siger han. (brink)






