Blokade ophævet

Stilladsarbejdere fik overenskomst med tysk firma men svært at kontrollere.

Efter 14 dages blokade på et forbrændingsanlæg ved Århus fik stilladsarbejderne en overenskomst med det tyske firma, der har stilladsarbejdet på byggepladsen.

Overenskomsten betyder, at de tyske stilladsarbejdere skal have samme løn som de danske kolleger. Firmaet skal også løbende sende lønsedler til fagforeningen, når de arbejder i Danmark.

Selvom alt således skulle være i skønneste orden, så efterlyser stilladsarbejderne i Århus reelle værktøjer til at kontrollere, at overenskomsten bliver overholdt.

– Vi undrer os over, at der ikke er nogen, der har arbejdet med det her før. Der har været tyske arbejdere længe. Men vi har ikke en chance for at gennemskue, om lønsedlerne er reelle, siger Thorkil Jansen, formand for Århus Stilladsarbejderklub.

– Vi har ikke skyggen af chance for at se, om det er fantom tal, eller om de indbetalinger til forskellige tyske ordninger reelt sker. Vi har nu bedt fagforeningen om at undersøge, om pengene bliver indbetalt. Så forbundet skal se at komme igang, siger han.

Ole Christensen, forretningsfører i B.O.S.-gruppen (Bygningsarbejdere og Offentlige Servicearbejdere) i SiD og medlem af det internationale udvalg i Bygge- Anlæg- Træ-Kartellet er enig i, at det kan være svært at kontrollere:

– Vi laver overenskomst hver dag med udenlandske firmaer. Det er rigtigt, at vi har vanskeligt ved at kontrollere, om de bliver overholdt, men vi har ingen specielle metoder til at kontrollere disse aftaler. Men vi kan jo også komme ud i en dansk virksomhed, hvor folkene hverken vil snakke med os eller er medlemmer hos os. Det er dét, som fagligt arbejder går ud på i dag, siger Ole Christensen til Dagbladet Arbejderen. (brink)

14.04.04