Bersani vil ud af EU’s ”nedskæringsfængsel”

Vinderen af de italienske valg lægger op til at droppe den ensidige nedskæringspolitik og satse på jobskabelse

Lederen af det Demokratiske parti i Italien, Bersani har præsenteret et program for den mindretalsregering, han håber at kunne danne.

Første punkt er at komme ud af det ”nedskæringsfængsel,” som den tidligere regering Monti har bygget. Med sin plan håber han at få støtte fra Grillos femstjernebevægelse til regeringens politik.

– Gæld og budgetjusteringer er et mål på mellemlang sigt. Den umiddelbare nødvendighed er den reelle økonomi og arbejderne, hedder det i programerklæringen, som bl.a. indeholder forslag til en grønnere økonomi.

– Nedskæringer alene fører til katastrofe. EU må løsne de finanspolitiske indgreb og fokuserer på jobskabelse, siger Bersani til den avisen La Repubblica
Bersani satser på, at han senere på måneden får opgaven med at forsøge at danne en regering i landet.

Et dødskys

Samtidig med hans melding om at løsne nedskæringerne undsiger to ledende medlemmer af partiet EU’s krisepolitik.

– Nedskæringer er et dødskys, og jeg håber stærkt at EU vil opgive det, siger Gianni Pittella, som både sidder i partiets ledelse og samtidig er en af EU-parlamentets vicepræsidenter.

– Der er ofre for nedskæringer alle steder, i Bulgarien i Grækenland i Italien. Der er en budgetkrise men også en demokratisk krise på nationalt og europæisk niveau, siger han til European Voice.

Han suppleres af et andet ledende medlem, Roberto Gualtieri som kalder det italienske valg for et ”signal til Eurozonen og EU om, at nedskæringspolitikken er politisk uholdbar”.

– Resultatet viser, at italienerne er utilfredse, både med EU nedskæringspolitik og med manglen på demokrati, siger han og advarer mod en eksplosion af utilfredshed både i Italien og andre eurolande,

– Borgerne mærker konsekvenserne af fejlagtige indgreb men også, at de bliver berøvet demokratisk indflydelse, siger Roberto Gualtieri. (brink)