EF-Domstolen har har afsagt en række kendelser, som griber dybt ind i fagbevægelsens og medlemslandenes muligheder for at bekæmpe social dumping.
Viking-dommen
Den første dom blev afsagt d. 11. december 2007, i den såkaldte Vikingsag. EF-Domstolen tog ikke direkte stilling til, om det Finske Sømandsforbunds konflikt og ITF´s sympatikonflikt mod Rederiet Viking-Line – der ville udflage til billigere lettisk overenskomst – var ulovlig. Dommen anerkendte kollektive forhandlinger og kampskridt som grundlæggende rettigheder, der skal respekteres af EU. Men den slog også fast, at disse rettigheder skal anvendes i overensstemmelse med EU-retten i øvrigt, herunder ikke mindst det indre markeds regler, og at det hører under EF-Domstolens kompetence, at afgøre om kollektive kampskridt er anvendt i overenstemmelse med EU-retten
Vaxholm-dommen
18. december 2007 kom Vaxholmdommen. Den byggede videre på præmisserne fra Viking-dommen, men nu var EF-Domstolen helt klar i mælet: De svenske bygningsarbejderes konflikt imod det lettiske firma Laval u Partneri for at sikre lige løn for lettiske og svenske bygningsarbejdere blev dømt ulovlig. Den var en ulovlig begrænsning af den fri bevægelighed af tjenesteydelser (EF-traktatens artikel 49) og i strid med direktivet om Udstationering af arbejdstagere.
Rüffert-dommen
Denne tankegang blev gennemført konsekvent i den såkaldte ”Rüffert-dom”, der blev afsagt d. 3. april 2008. Præmisser og argumenter er fra ord til andet de samme som i Vaxholm-dommen. Men denne gang handler det ikke om konfliktret. Nu er det en offentlig myndighed – den tyske delstat Land Niedersachsen – der er på anklagebænken. ”Forbrydelsen” består i, at den tyske delstats lovgivning siger, at alle virksomheder, der indgår kontrakt med den offentlige myndighed, skal overholde de kollektive overenskomster, der gælder inden for det pågældende geografiske område og branche.
Iflg. Domstolen, så er det en ulovlig begrænsning af den frie bevægelighed for tjenesteydelser, hvis man stiller dette krav til virksomheder fra andre EU-lande – i dette tilfælde en polsk virksomhed.
Begrundelsen er igen, at man ikke må stille krav til sådanne tjenesteydere, der går ud over minimumskravene i Udstationeringsdirektivet, og at der i Tyskland – på nationalt plan – ikke er en lovgivning om mindsteløn, hvorfor man ikke engang kan håndhæve det krav.
Luxembourg-dommen
At det ikke er nogen mulighed at lovgive sig ud af problemerne gennem henvisning til kollektive overenskomster blev klart i Luxembourg-sagen. Denne dom blev afsagt d. 19. Juni 2008 .
Sagen var rejst af EU-kommissionen, der mente at Staten Luxembourg med en social beskyttelseslov fra 2002 havde indført en lang række ulovlige begrænsninger af den frie bevægelighed.
Domstolen fulgte kommissionens indstilling i næsten alle forhold. Denne dom drager endnu mere vidtgående konklusioner, med hensyn til hvilke krav der kan stilles til virksomheder fra andre EU-lande.