Næstformanden i malernes fagforening i København, Bo Rosschou gjorde i sit indlæg på LO kongressen regeringen ansvarlig for, at arbejdsmarkedet nu er splittet i et A og B hold.
– Den polske blikkenslager er kommet, og det bliver han ved med. De nye grupper af arbejdere er kommet fra de nye EU lande siden 2004. Vi byder dem som bekendt velkommen, men på lige vilkår, sagde Bo Rosschou
– Men regeringen sagde dengang, at den ikke ville accepterer et B-hold på arbejdsmarkedet. Men det er netop, hvad vi har fået. Vi har et B- hold et på 6-7.000, som arbejder i danske virksomheder til mindstelønnen. B-hold to, arbejder som udstationerede typisk for en 50’er i timen. Og endelig et B-hold tre, som ingen ved hvor stort er, som arbejder illegalt under usle og livsfarlige vilkår. Men hvorfor er det sket, når ingen har villet det, spurgte Bo Rosschou.
– Det sker fordi Claus Hjort og Regeringen lader det ske. Beskæftigelsesministeren siger et og gør noget helt andet. De har indført praksis, som lader det ske, og det breder sig. Det kommer til at berøre alle områder. Og myndighederne har helt mistet overblikket og initiativet når det gælder illegalt og ulovligt arbejde, sagde han.
– Jeg er tilhænger af den åbenhed, det er udtryk for, men det kræver at vi skal have medindflydelse. Vi er presset, men vi er alligevel optimister. Vi er klar til at gå nye veje for at organiserer vores udenlandske kolleger. For os er det afgørende at forstærke det tværfaglige samarbejde, som vi har bygget på i København, sagde Bo Rosschou.
De københavnske byggefagforeninger koordinerer og fordeler opgaverne imellem sig, når det handler om at stoppe misbrug og forsøge at få overenskomster til de udenlandske arbejdere.
Medlemmerne skal organisere
I byggefagene er man klar til at tage et nyt skridt fremad.
– Vi tror ikke på, at vi ved at ansætte flere i fagforeningerne kan nå ud til de 10.000 udenlandske kolleger. Men det kan vores tillidsfolk og medlemmer. Derfor har vi valgt en ”organiser” strategi. Derfor satser vi i Storkøbenhavn på 100 grupper med tre mand i hver, der skal organisere på arbejdspladserne, sagde Bo Rosschou.
– Det kan være helt uoverskueligt for den enkelte fagforening at tage kampen op alene for at afdække illegale arbejdsforhold, starte blokade og sympatikonflikt. Men i det tværfaglige samarbejde kan det lade sig gøre, sagde han. (brink)
