Endnu engang må EU landene opgive at blive enig om nyt arbejdstidsdirektiv
I starten af juni brød forhandlingerne om et nyt arbejdstidsdirektiv sammen igen – igen. Det er uenighed mellem landene på en række områder, som blokerer for en revision af det gældende direktiv.
En af hovedknasterne handler om, at en række lande ikke vil afskæres fra helt at se bort fra arbejdstidsdirektivet, den såkaldte ”opt-out” mulighed. Det er især England, som har benyttet sig af muligheden for at se bort fra arbejdstidsreglerne. Men flere lande er fulgt efter i kølvandet på et par EF-domme, som har slået fast, at rådighedsvagter tæller som arbejdstid.
Dommene har skabt panik i systemet, fordi de offentlige arbejdsgivere i flere lande mener, at det vil koste kassen, hvis f.eks. sundhedspersonale skal have fuld betaling for at være til rådighed uden egentlig at være på arbejde.
Det er lande som Storbritannien, Tyskland, Polen som holder fast i, at de skal have mulighed for at se helt bort fra arbejdstidsdirektivet. Mens lande som Sverige, Finland, Frankrig Spanien vil af med undtagelsen.
Ifølge ”Notat” er landene enige om at købe kommissionens forslag til en ny definition af arbejdstiden. Kommissionen foreslår at ”inaktiv arbejdstid” ikke skal regnes med, og dermed skulle man være ude over dilemmaet, som EF-Domstolen har skabt. Forslaget indebærer også en ny beregning af højeste arbejdstid. Som i det gældende direktiv skal den ugentlige arbejdstid være på højst 48 timer. Arbejdstiden kan dog godt være højere i nogle uger, men i snit må den ikke være mere end 48 timer set over en 4 måneders periode. Kommissionen foreslår at beregningsperioden sættes op til 12 måneder. Det åbner for længere perioder med meget høj arbejdstid.
Et andet udestående punkt handler om, hvordan arbejdstiden gøres op, skal den følge den enkelte lønmodtager eller skal arbejdstiden gøres op for det enkelte ansættelsesforhold?
Gulv med knaster
 |
| – Der er ikke meget beskyttelse at hente, hvis vi ender med et direktiv som tillader op til 65 timers arbejde om ugen, bare det i gennemsnit er 48 timer over et år, siger Janne Hansen. |
Arbejdstidsdirektivet er et eksempel på, hvordan EU gerne vil lægge et gulv for et minimum af beskyttelse af arbejdskraft, som samtidig forhindrer ”arbejdsmiljødumping”, hvor landene konkurrere på udnyttelse af arbejdskraften.
– Det er tankevækkende, at når EF-Domstolen tolker imod arbejdsgiverinteresser, så skaber det panik og krav om, at direktivet skrives om. Det ligner vores ja/nej diskussion, hvis domstolen kommer ud med noget, som de store lande er utilfreds med, så bliver der sat turbo på at få det lavet om. Det er skræmmende, at lande som Storbritannien og Tyskland ser en interesse i at fastholde ekstremt lange arbejdstider, siger arbejdsmiljøkonsulent Janne Hansen.
– Der må være en massiv arbejdsgiver lobby i de lande, siden de fastholder, at de skal have ret til at se helt bort fra direktivet. Det er absurd at tale om fælles regler, så længe ”opt-out” muligheden eksisterer. Argumentet om, at fælles regler for at undgå unfair konkurrence og dumping af arbejdsmiljøet holder ikke på det her område, siger hun.
Hun mener, at under diskussionen gemmer sig den kendsgerning, at arbejdsgiverne dybest set ikke ønsker nogen regulering af arbejdstiden.
– Kampen om arbejdstiden har altid været blandt de hårdeste kampe for fagbevægelsen, siger Janne Hansen.
Brug for strammere regler
I stedet for at tillade, at folk kan arbejde længe i længere tid, så er der brug for en stramning, mener Janne Hansen.
– I stedet for at folk kan arbejde 48 timer i snit over et år, så kunne man gå den anden vej. Hvorfor ikke stramme det, så det er inden for to måneder? På den ene side skriver man i EU systemet fine rapporter, hvor beskyttelsen af arbejdstagerne er i højsædet. Fine rapporter om hvordan stress gør folk syge, men samtidig er der andre kræfter på spil og styrkeforholdet er sådan, at det som regel er markedet der kommer før beskyttelsen.
– Der er ikke meget beskyttelse at hente, hvis vi ender med et direktiv som tillader op til 65 timers arbejde om ugen, bare det i gennemsnit er 48 timer over et år. Vi har set uhyggelige eksempler fra Storbritannien på konsekvenserne af lange arbejdsuger, siger Janne Hansen.
Pres på normaltiden
– I Danmark kunne vi godt have brug for strammere regler for hviletid. Vi ser hele tiden, hvordan det som skulle være ydergrænserne for arbejdstiden hele tiden er under pres for at blive det normale. Der er grupper uden ”højeste arbejdstid” f.eks. inden for IT og medier, som har måttet påberåbe sig direktivet for ikke at blive presset til endnu længere arbejdsuger.
– Så jo videre grænser, jo større muligheder for at presse arbejdstiden. Hvis man så oven i holder fast i, at man helt kan se bort fra direktivet, så er der ikke meget andet tilbage end det rod, som EU lovgivning uvægerligt giver i overenskomsterne, siger Janne Hansen. (brink)