EU-direktiver har ikke leveret varen, og kommissionen er uden strategi for arbejdsmiljøet.
Laurent Vogel, konsulent i Euro-LO’s arbejdsmiljøinstitut (TUTB) i Bruxelles forventer ingen hjælp fra EU systemet, når det gælder kampen for et bedre arbejdsmiljø. I stedet er der brug for et stærkt pres nedefra, fagbevægelsen må i offensiven og selv sætte dagsordenen, mener han.
– I Danmark bliver EU direktiverne om arbejdsmiljø af nogle betragtet som et gulv, som sikrer et fælles minimum for arbejdsmiljøet i EU landene. Et gulv, vi selv mener, vi lægger langt over. Men er der ikke mange huller i det gulv? Kan man sige, at EU direktiverne sikrer et vist niveau for arbejdsmiljøet?
– Jeg er ikke sikker på, at situationen i Danmark er bedre end i andre lande, det er ikke sikkert at det stadig er sandt, at de nordiske lande er langt foran resten af EU, når det gælder arbejdsmiljø, svarer Laurent Vogel.
– Der er masser af huller i direktiverne om arbejdsmiljø. Hvis man kigger efter spørgsmål om det psykiske arbejdsmiljø og stress, så står der næsten ingenting. Mens du nok kan finde noget om asbest. Men under alle omstændigheder er der brug for et basis niveau, fordi vi har et fælles marked, hvor firmaerne cirkulerer rundt, siger han.
Ramme direktivet om arbejdsmiljø blev vedtaget i 1989, samtidig med ”maskindirektivet”. Laurent Vogel betegner perioden mellem 1985 og 1992 som en relativ positiv periode for arbejdsmiljøet i EU.
– Der blev forhandlet om arbejdsmiljøet, og der var fokus på det, fordi vi fik det indre marked.
Arbejdsgiverne havde en interesse i det for at undgå billig konkurrence. Men efter 1992, da det indre marked var på plads, forsvandt arbejdsmiljøet fra dagsordenen. De direktiver, der kom efter 1992, var på et meget lavt niveau.
Kun på papiret
– Nu mente alle regeringer, at direktiver var en bureaukratisk ting, der kom et pres for at deregulerer også på arbejdsmiljøområdet. Vi ser to modeller: Thatchers brutale deregulering, hvor man fjerner og afskaffer regler. Noget den nuværende højre-regering i Danmark også er i færd med.
– Men der er også den bløde vej, hvor regeringerne ikke rører ved området. De bruger færre penge på tilsynet med arbejdsmiljøet. Reglerne består, men der er mindre fokus på det, og der kommer ingen nye initiativer. Hvis reglerne blot videreføres, så er det reelt en deregulering, fordi arbejdet udvikles hele tiden. De gamle regelsæt kan ikke opfange nye problemer. Det har vi set i mange lande, som f.eks. i Sverige.
– Man følger reglerne i direktiverne uden at implementere dem i virksomhederne. Uden stærke fagforeninger til at følge op og uden et reelt arbejdstilsyn. Reglerne bliver kun fulgt på papiret, siger Laurent Vogel.
Ingen reelle mindstekrav
Selvom direktiverne pålægger regeringerne at sikre et ordentligt arbejdsmiljø og inddrage de ansatte i løsningen, så er der reelt ingen mindstekrav til, hvordan det skal foregå.
– Direktivets krav om, at arbejderne skal involveres, begrænser sig til at henvise til den ”nationale tradition”, Laurent Vogel trækker på skulderen og fortsætter:
– Og hvis man ingen tradition har? Der er heller ikke noget krav til arbejdstilsynets kvalitet. Hvis der er en tilsynsførende til 3000 virksomheder, så er det ingen overtrædelse af direktivet, siger han.
EU har ikke leveret varen
Set fra Laurent Vogels udsigtspost, har EU ikke leveret den vare, som direktiverne lægger op til. I stedet har arbejdsmiljøet været på de nationale fagbevægelsers dagsorden siden midt i 90’erne. Brændpunkterne har været forskellige i de forskellige lande, i Frankrig var asbest udgangspunkt for en fornyet debat. I Italien og Spanien har det handlet om arbejdsulykker for løsarbejdere. Andre steder har sygefraværet været afsættet.
Kommission uden strategi
Sidste år lagde EU-kommissionen et oplæg om en ny strategi på bordet.
– Vi kan som fagbevægelse være enig i Kommissionens analyse af de mange problemer med arbejdsmiljøet. Men er det en strategi? Papiret indeholder kun vage hensigtserklæringer. Der er ikke et bud på en tidsramme for løsningen af problemerne.
– Kommissionen åbner en række bokse med problemer. Men når man spørger om der kommer et initiativ, får man kun vage svar om, at alle parter må medvirke og tage ansvar. Oplægget peger på problemerne, men det giver ingen værktøjer.
– Kommissionen har tydeligvis ikke ville fremprovokere modstand fra arbejdsgivere og regeringer, som ønsker frit spil for markedet, og som er imod regler på området, siger Laurent Vogel.
Fagbevægelsen må selv
– I de næste mange år skal vi ikke forvente store forbedringer gennem EU lovgivning. Der er ingen store forbedringer undervejs. De ny lande, som kommer med, synes allerede den eksisterende lovgivning er tung nok for dem. Fagbevægelsen i Østeuropa siger klart, at de ikke har styrken til at presse deres regeringer til at støtte nye regler. Den danske højre-regering vil nok heller ikke sikre et gennembrud, siger han.
– Så den dynamik, der var fra toppen af EU systemet, op til 1992 er væk. Direktiverne blev aldrig implementeret, sådan som man havde forestillet sig. Derfor må presset for forandring komme nede fra. Det skal være fagbevægelsens egen dynamik, som skal sikre, at de mange huller i arbejdsmiljøet bliver lukket. Arbejderbevægelsen må selv prioritere, hvilke arbejdsmiljøspørgsmål, de mener er mest påtrængende.
– Hvis der ikke kommer et massivt pres fra neden, så fortsætter dereguleringen. Og vi står i forvejen i en situation, hvor styrkeforholdet på arbejdsmarkedet ikke er til arbejdernes fordel. Der er større konkurrence og en svækket fagbevægelse i hele EU, siger Laurent Vogel.
Lagt på nettet d. 22.9.03