Arbejdsløsheden i EU vokser igen

Krisen har ikke sluppet sit tag i det europæiske jobmarked. Arbejdsløsheden i eurozonen et steget igen til 25,3 millioner arbejdsløse

Arbejdsløshedsprocenten i de 17 eurolande var i august helt oppe på 11,4 pct., hvilket er en stigning fra 11,3 pct. i maj. Det viser nye tal fra Eurostat.
Det er samtidig det højeste niveau i statistikkens historie, der går tilbage til 1995.

Tallene viser, at der i september var 18,2 mio. arbejdsløse i eurozonen – det er en stigning på 34.000 fra måneden før. Arbejdsløsheden i hele EU steg også og der er nu 25,3 millioner arbejdsløse.

– Den beskæftigelsesmæssige og sociale situation i EU forblev meget alvorlig i andet kvartal af 2012 med stigende arbejdsløshed overalt, og det kunne desuden også konstateres, at der er betydelige forskelle mellem medlemsstaterne, at husstandenes økonomiske situation forværres, og at børnefattigdommen er stigende, skriver EU-kommissionen i en kommentar til tallene.

– EU har været i recession eller på randen af recession siden slutningen af 2011, og de overordnede økonomiske forventninger er på det laveste niveau i tre år. Under disse omstændigheder er udsigterne til at finde arbejde fortsat ringe i forhold til årene før krisen, konstaterer kommissionen.

– Der er større forskelle end nogensinde mellem medlemsstaternes beskæftigelsesmæssige og sociale situation. Medlemsstaterne bør derfor hurtigst muligt gennemføre de landespecifikke henstillinger for 2012, der blev vedtaget i juli, og gennemføre de foranstaltninger, der er skitseret i Kommissionens beskæftigelsespakke, siger EU-kommissær for beskæftigelse m.m. László Andor.

– Det vedvarende fald i husstandenes disponible indkomst og stigende børnefattigdom afspejler “en reel social krisesituation”, siger han.

Kommissionen finder det er særligt bekymrende, at arbejdsløsheden stadig er stigende og nu berører 25,3 millioner personer, et historisk højt niveau, og en stigning på 2,6 millioner (+ 11,6 %) set i forhold til marts 2011.

Arbejdsløsheden, som er på 10,4 % på EU-plan, steg i 17 medlemsstater, og igen er forskellene blevet større mellem de mest velfungerende EU-lande på den ene side og de “perifere” lande på den anden side, konstaterer den.

Dystre udsigter for de unge

Ungdomsarbejdsløsheden har et dramatisk omfang på 22,5 % i EU i juli. Tolv medlemsstater registrerede en ungdomsarbejdsløshed på over 25 %, og kun tre har fortsat en ungdomsarbejdsløshed på under 10 %: Østrig, Tyskland og Nederlandene. (brink)