Arbejdsgivere løber fra faglige rettigheder

Arbejdsgiverne har blokeret arbejdet på FN’s internationale arbejdskonference, vil ikke diskutere alvorlige krænkelser af retten til at strejke

Uenighed om strejkeretten er brudt ud i lys lue under ILO’s 101. arbejdskonference i Geneve.

Fredag udvandrede arbejdsgiverne fra et møde i den såkaldte applikationskomite, som behandler en liste over de 25 værste eksempler på brud på ILO’s konventioner det sidste år. Det er 85 årig tradition for at listen offentliggøres hvert år i enighed, arbejdsgiverne nu er klar til at skrotte. 

Arbejdsgiverne nægter ganske enkelt at medtage et eneste eksempel på listen, hvor strejkeretten er blevet krænket.

Grådighed

Arbejdsgiverne har taget processen (i udvalget red.) som gidsel på grundlag af en misforstået ideologisk opfattelse af, at strejkeretten, som er garanteret af nationale og internationale regler, udgør en trussel mod selskabernes grådighed, lyder anklagen fra den internationale faglige sammenslutning, ITUC.

– Grupper af arbejdsgivere forsøger at underminere en af de mest effektive mekanismer for menneskerettigheder i det internationale system.  Det hjælper måske nogle af de mindst ansvarlige medlemmers firmaer til at lave noget mere profit og støtte regeringer som tillader eller endog opmuntre overgreb mod arbejdere. Men det sker på bekostning af liv og livsvilkår for nogle af verdens mest udsatte arbejdere, siger ITUC’s generalsekretær, Sharan Burrow.

Frontalangreb

Blandt de sager, som arbejdsgiverne afviser at diskutere er mordene på 29 fagforeningsrepræsentanter i Columbia, voldskampagner mod fagligt aktive i Guatemala og Swaziland,og egyptiske arbejderes forsøg på at organisere sig. Men det gælder også overgreb på faglige rettigheder i EU-landene Grækenland og Spanien, som er indrapporteret til ILO. I begge lande har kravene fra EU og valutafonden om ”reformer” ført til indgreb i de faglige rettigheder.

Listen over de værste overgreb bliver til på baggrund af rapporter fra uafhængige eksperter og forskere, som rapporterer overgrebene til ILO.
Blandt de faglige organisationer ses arbejdsgivernes veto som et generalangreb på de internationale arbejdsrettigheder, som ikke mindst ILO har stået som garant for. (brink)