LO har valgt EU vejen
 |
| Fagbevægelsens medlemmerne mister indflydelse i EU udviklingen. |
Ud fra tesen om at sikre EU en social dimension arbejdede LO og de største forbund op gennem 90’erne på at skabe sig indflydelse i EU, bl.a. gennem lobbyarbejde. Samtidig styrkede forbundene deres indsats i de faglige brancher på EU plan. De nordiske LO’er arbejdede for at gør EFS (den europæiske faglige sammenslutning) til et egentligt ”Euro-LO” for EU-landenes fagbevægelser. Med EFS er der nu skabt en fælles ramme – men bestemt ikke en fælles holdning til, hvordan EU’s arbejdsmarked fremover skal reguleres.
Idag er der flertal i EFS for, at EU skal udvikles i retning af en overstatslig union, som skal lovgive om de løn- og arbejdsvilkår, som skal gælde i EU. EFS arbejder for at få skabt en EU-arbejdsret, der skal tolke og dømme i sager om løn- og ansættelsesforhold. Det er altså ikke hos EFS, vi skal finde et forsvar for den demokratiske tradition med aftaler på det danske arbejdsmarked.
LO har valgt EU-vejen
Ved den sidste kongres i LO blev det besluttet, at LO nu skal være offensive i udviklingen af EU-samarbejdet. LO skal nu arbejde for, at EU med den ny traktat skal have en særlig EU-arbejdsret. LO forklarer selv behovet for en særlig europæisk arbejdsret med, at der vil komme flere europæiske aftaler efterhånden.
Helt enighed var der ikke om den nye offensive EU-strategi. Flere forbund stemte imod men ikke nok til, at det ikke blev afvist. LO vil med kongressens accept nu foreslå en udbygning af EU-traktaten. Hvis forslaget gennemføres, er der en fare for, at porten åbnes for endnu lettere adgang til endnu mere EU-regulering af arbejdsmarkedet. Begrundelsen for denne holdning i LO, og dermed i de fleste fagforbunds ledelser, er en tro på at, EU er en nødvendig vej frem for at skabe vækst og fremgang.
LO har endnu ikke taget endelig stilling til, om de vil anbefale at stemme ja til den nye forfatningstraktat. Men de har foreløbig kun udtalt sig positivt, og kun peget på nogle ganske få ændringer af forfatningen.
Taberne er fagbevægelsens medlemmer og demokratiet
I en fortsat udvikling, hvor den nordiske aftalemodel taber terræn og erstattes af en tendens, hvor EU-arbejdsmarkedsspørgsmål primært reguleres gennem forhandlet lovgivning, vil taberne være fagbevægelsens medlemmer. De vil miste den direkte demokratiske indflydelse på egne løn- og ansættelsesvilkår, når der ikke længere vil være en overenskomst – man demokratisk skal stemme om – men i stedet direkte aftaler, eller forhandlet lovgivning på fælles europæisk plan.
Fagbevægelsen, som det demokratiske samfundselement den har været igennem de sidste 100 år, vil også ændres. Medlemerne og de svageste i samfundet vil miste det talerør, som fagbevægelsen er i samfundsdebatten. Hvad hjælper det fagbevægelsen i Danmark at have stor indflydelse nationalt, hvis fagbevægelsen samtidig på europæisk plan har en lille indflydelse, set i forhold til den stadig stærkere EU-regulering.