Overgangsordningerne forhindrer ikke løndumping.
 |
| Lave lønninger og stor arbejdsløshed præger de nye EU lande. |
Fri bevægelighed for arbejdskraft, kapital og varer. Det har været EF´s og er stadig EU´s første bud. Princippet om fri bevægelighed er traktatfæstet i den stribe af traktater, EU´s medlemslande har vedtaget i løbet af de sidste 10 år. Der er intet i forslaget til Unionsforfatning som ændrer den grundlov.
Fri bevægelighed
For mange arbejdsgivere fremstår det som en drøm, at arbejdskraften er ekstremt mobil uden geografiske og faglige bindinger. Det er et klassisk arbejdsgiverønske at øge konkurrencen mellem lønmodtagerne for at sænke omkostningerne.
Denne måde at tænke på kom bl.a. til udtryk da Børge Øllegård fra Dansk Byggeri udtalte, at det vil være dårligt lederskab, hvis ikke danske virksomhedsejere udnyttede situationen efter østudvidelsen til at sikre sig billig arbejdskraft. Ved samme lejlighed udtrykte han også ønsket om, at danske bygningsarbejdere burde have halveret deres løn. Det er altså ikke ganske uden grund at mange danske arbejdere er bekymrede over udsigterne til lavere lønninger og udhulede velfærdsordninger. Berlingske Tidende skriver f.eks. i en leder, at det danske skattefinansierede velfærdssamfund er uforeneligt med det store internationale marked, der skulle opstå efter østudvidelsen.
Er det perspektivet, der er i vente for danske lønmodtagere?
Velfærd og østudvidelse
Når østudvidelsen kan blive et problem skyldes det flere ting. For det første er der meget store forskelle mellem et nordvesteuropæisk og østeuropæisk lønniveau. Det alene kan lokke mange borgere fra de nye EU lande til at tage jobs i Danmark og dermed trykke lønnen især på ufaglærte arbejdsmarkeder herunder især hotel- og restaurationsbranchen, gartnerierne, rengøring m.v.
For det andet er velfærdsordningerne næsten ikke-eksisterende i disse lande sammenlignet med Danmark. Og velfærdsordningerne i disse lande er overvejende baseret på private forsikringsordninger. I Danmark er ydelserne universelle og skattefinansierede. Sociale turister vil evt. kunne komme til Danmark og efter en kort periode hente sociale ydelser på fribillet.
Andre EU lande er også nervøse ved udsigterne. Tyskland og Østrig har besluttet at indføre en 7 års klausul for arbejdere fra de østeuropæiske lande og f.eks. Finland en to års frist. Og i december 2003 blev et flertal i det danske Folketing enig om en aftale, der skulle sikre danske lønmodtagere mod både social turisme og ublu konkurrence østfra. Meningen var måske lige så meget at undgå at blande den kommende debat om Traktaten sammen med frygten fra konkurrencen fra østarbejderne.
Aftalen om østarbejderne
Samtlige partier i Folketinget undtagen Enhedslisten og Dansk Folkeparti var med i aftalen, som angiveligt skulle sikre det danske arbejdsmarked. Nu kan danske arbejdere sove roligt om natten, sagde beskæftigelsesministeren.
Der er flere gode ting i aftalen. Først og fremmest giver den fagbevægelsen en rolle. Den får indsigt i om østeuropæiske ansatte også får den overenskomstmæssige løn, som de skal have. Fagbevægelsen får også indflydelse på virksomheder, der ikke har tegnet overenskomst. Hvis de ikke tegner overenskomst med de østeuropæiske arbejdere, vil fagbevægelsen få ret til at etablere blokade mod virksomheden. Der lægges op til et tættere samarbejde mellem politi, fagbevægelse og skattemyndigheder om illegalt arbejde.
Der skal etableres et overvågningsværn, der nøje skal følge situationen i de kommende år. To år efter skal forligspartierne tage stilling til situationen på arbejdsmarkedet, og forholde sig til om aftalen skal forlænges.
Knasterne
Én bestemmelse vil i første omgang ramme østeuropæere, men sandsynligvis på sigt også danske arbejdere. Det er bestemmelsen om midlertidig opholdstilladelse. Østeuropæiske ansatte vil kun kunne få opholdstilladelse så længe de er ansat af en dansk arbejdsgiver. Hvis de bliver fyret, er det den første båd til Swinoujscie, Gdansk eller Riga. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan sådan et arbejdsforløb vil forme sig.
For det første vil arbejdsgiveren have en gevaldig klemme på østeuropæeren. Han vil kunne true ham/hende til næsten hvad som helst for at han/hun kan beholde sit arbejde. Alt tyder på, at den type arbejdskraft vil blive føjelig og underdanig og dermed evt. kunne undergrave bestræbelser i retning af bedre arbejdsmiljø. For det andet vil tilskyndelsen hos disse arbejdere til at melde sig ind i en fagforening eller a-kasse være til at overse. En polsk arbejder kan jo bo i Danmark i flere år, betale skat og evt. fagforeningskontingent. Men bliver han fyret, er det ud af landet.
Én ting er, at det er diskriminerende og fornærmende over for en østarbejder, der har vist, at han/hun er stabil på arbejdsmarkedet. Noget andet er, at det lige så stille vil kunne undergrave ordnede forhold på arbejdsmarkedet. Det vil kunne skabe forøget individualisering på arbejdspladsen, hvilket alt andet lige vil svække fagbevægelsen. Lad os tage eksemplet med en byggearbejdsplads. Det er ikke usædvanligt, at man holder vejrlig, dvs. hvis det er for glat på stilladserne og dermed for farligt, vil arbejderne blive enige om at gå hjem. Polakkerne ved, at de ikke vil få en krone, medmindre de arbejder, og derfor vil de være tilbøjelige til at arbejde mere.
De virkelige problemer
Aftalen i december indeholder positive og kritisable ting. Men spørgsmålet er om de, når det kommer til stykket vil kunne dæmme op for nogle af de problemer, der virkelig vil komme til at veje tungt. Enkelte arbejdere kan komme forklædt som enkeltmandsfirma eller firmaer kan have en uigennemskuelig labyrint af leverandørfirmaer. Nogle kalder dem arm-og-ben firmaer. De er svære at dæmme op for. I en offentlig licitation vil firmaer med en stor del reelt ikke overenskomstansatte have en konkurrencefordel. Det tyske fagforbund IG BAU, der dækker byggeri, landbrug og friluftsarbejde har sørgelige erfaringer fra det østlige Tyskland. Ca. halvdelen af de nye regeringsbygninger i Berlin er bygget af sådanne polske firmaer. På den baggrund kan det næppe heller overraske, at en stor del af væksten i beskæftigelse de sidste ti år i EU landene er faldet på deltids- og tidsbegrænset arbejde.
Et illegalt arbejdsmarked kan på nogle områder vise sig at være en reel trussel mod et organiseret dansk arbejdsmarked. Det gælder især på hotel- og restaurationsbranchen, rengøring, landbrug og andre områder. Hvis dette arbejde udføres i halv- eller hel-kriminelle miljøer, er problemet endnu større.
På andre felter kan problemet vise sig lige netop omvendt. Hvis yngre højtuddannede fra de nye EU medlemslande søger til Danmark og andre lande for at få en højere løn, kan det føre til store problemer for dem og ikke for os. Det kan bidrage til at svække disse lande yderligere. I hvis interesse er det?