EU sætter grænser
 |
| Arbejdsløse i Irland demonstrerer. |
EU’s indflydelse på beskæftigelses-
politikken sker både direkte gennem direktiver om bl.a. det indre marked, som skal overholdes af landene, og indirekte gennem f.eks. de krav til den økonomiske politik som den økonomiske og monetære union (ØMU’en) udstikker.
Men også den egentlige beskæftigelsespolitik er en del af EU’s domæne. Siden EU’s start i 1957 har beskæftigelsen været en del af EU’s politik område. Men det var først i begyndelsen af 90’erne, med den stigende arbejdsløshed og gennemførelsen af ØMU’en, at arbejdet for at skabe en social dimension i EU tog fart. I 1997 fik Amsterdam-traktaten derfor et særligt beskæftigelsesafsnit.
Store nationale forskelle
Arbejdsmarkederne og traditionerne i EU landene er meget forskellige. Det er derfor svært at sammenligne forholdene i landene og umuligt at føre en ensartet politik på området. Efter i maj 2004 er der nu mere end 30 millioner registrerede arbejdsløse i EU. Samtidig er en stor del af befolkningen helt uden for arbejdsmarkedet. Så arbejdsløshed og underbeskæftigelse præger mange af landene.
De store forskelle har skabt en særlig arbejdsmetode når EU laver beskæftigelsespolitik. Det er den såkaldt ”åbne koordinations metode”. Det kringlede navn dækker over, at EU landene enes om nogle fælles mål for beskæftigelsesindsatsen. Det er så op til landene selv, hvordan de vil nå målene.
EU landene har aftalt en hel række fælles mål når det gælder beskæftigelsen, samlet kaldes den for Lissabon-processen (se underemnet).
Det er mål for f.eks. aktivering efter et bestemt antal måneders ledighed, mere deltidsarbejde, lavere dagpengeniveau (det skal kunne betale sig at arbejde) m.m. Hvert år skal de enkelte lande rapportere til Kommissionen om deres indsats for at nå målene. EU-Kommissionen kommenterer så de enkelte landes indsats og vurderer, om de gør fremskridt.
Men samlet set vurderer mange, at EU’s beskæftigelsesindsats har været en fiasko. Ved EU parlamentsvalget 2004 gjorde f.eks. Poul Nyrup Rasmussen meget ud af, at Lissabon-processen ”skal tilbage på sporet”.
ØMU-pagtens snærende bånd
Mens den åbne koordinations metode giver landene et vist råderum for at vælge, hvordan de vil nå frem til målene de fælles mål, så sætter andre dele af EU samarbejdet nogle anderledes kontante grænser for valgfriheden.
Målene med Den økonomisk monetære union (ØMU’en) forpligtiger de enkelte lande til ”økonomisk stabilitet.” ØMU kravene levner ikke landene mulighed for f.eks. massive investeringer i bekæmpelse af arbejdsløshed. Vi har set mange eksempler på, hvordan ØMU-pagtens krav til økonomisk stabilitet, betales med nedskæringer i velfærdsordninger og stigende ledighed både i de nye medlemslande og i store lande som Tyskland Frankrig og Italien, hvor de sociale konflikter blusser op, hver gang regeringerne forsøger at ”reformere” velfærdssystemerne, så de kan leve op til ØMU kravene.
Konkurrencens lov
Udover Lissabon-strategiens bløde regulering af selve arbejdsmarkedspolitikken og ØMU’ens benhårde krav til den økonomiske politik, så sætter EU grundlov om fri konkurrence også klare forhindringer for en offensiv beskæftigelsespolitik:
Et EU-land kan ikke bare indføre særlige beskæftigelsesinitiativer. Det skal det overholde kravene til det indre marked, det må ikke være ”konkurrenceforvridende”. I praksis skal nationale beskæftigelsesinitiativer forelægges Kommissionen til godkendelse.
EU har flere gange i tidens løb underkendt danske særordninger, der skulle styrke beskæftigelsen i regioner med særligt store arbejdsløshedsproblemer. Senest har vi set, at dele af regeringens lovpakke om ‘Flere i arbejde’ har skullet til godkendelse i EU.