Østborgerne kan diskrimineres i de næste syv år

Af Hans Brinkmann

Den frie bevægelighed for arbejdskraften eller den ”vandrende arbejdskraft”, som det hedder i EU jargon er et af slagnumrene i EU samarbejdet. Bevægelighed for arbejde og kapital er den grundlæggende idé og motor for Unionen.

Friheden til bevæge sig og søge arbejde i hele EU er et vigtigt symbol for borgerne i de nye østeuropæiske medlemslande. Derfor er det noget af en kold spand vand, at 13 ud af 15 af de gamle EU lande smækker døren i for østeuropæerne i samme øjeblik, som de bliver medlem af Unionen.

De fleste EU lande indfører forskellige former for overgangsordninger, som begrænser eller helt udelukker østeuropæerne fra de vestlige arbejdsmarkeder. Hårdest går de frem i Tyskland og Østrig, som helt lukker af for østarbejdere de første syv år.

Muligheden for at lave overgangsordninger, er aftalt i den udvidelsestraktat, som er det juridiske grundlag for udvidelsen. Her fremgår det, at de gamle lande i op til syv år, kan lave særregler fra folk fra de nye medlemslande fra Østeuropa. Aftalen om overgangsordningen gælder ikke for Cypern og Malta.

Danske regler

Tidligere statsminister Poul Nyrup og efterfølger Fogh har ellers begge forsikret, at de nye EU borgere var velkomne fra dag et. Men sådan er det ikke gået, alt som dagen for udvidelsen er kommet nærmere, har de gustne overlæg og frygten for at Dansk Folkeparti skulle score på udvidelsen vokset. Derfor har et stort flertal i Folketinget indført overgangsordninger, som siger ja til østeuropæisk arbejdskraft men på betingelser, som stiller dem dårligere end andre EU borgere.

I modsætning til alle andre EU borgere, så skal arbejderne fra øst have en arbejdstilladelse, de skal arbejde på overenskomstmæssige eller ”sædvanlige” vilkår, og de skal have fuldtidsarbejde.

Samtidig med kravet om arbejdstilladelse, så er de samtidig udelukket fra en hel række sociale ydelser, som andre EU borgere har adgang til. De får ikke adgang til dagpenge, socialhjælp eller arbejdsløshedsdagpenge. Hvis de bliver fyret, må de blive seks måneder for at søge arbejde, men de skal forsørge sig selv, uanset om de i øvrigt opfylder betingelserne for f.eks. dagpenge.

De skrappe regler har fået Ungarn og Polen til at svare igen med tilsvarende begrænsninger for arbejdere fra vest, der søger arbejde.

Intet problem

Samtidig med at de gamle lande bygger et nyt jerntæppe, som skal holde de nye EU borgere ude fra deres arbejdspladser og væk fra deres sociale ordningerne, så forsikrer de ansvarlige og eksperterne, at der slet ikke er noget problem. I er væld af migrationsstudier, som vurderer, hvordan strømmen af arbejdskraft vil gå efter udvidelsen, gentages det som med en mund, at der bliver tale om et meget begrænset antal østeuropæiske arbejdere. Dem der kommer vil først og fremmest komme som  sæsonarbejdere i byggebranchen og landbruget, lyder vurderingen.

Invasionen udebliver, og der er hverken grund til stor bekymring over løntrykkeri eller social turisme, når EU udvider mod øst, konkluderer f.eks. to forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), der har gennemgået de seneste års forskning i forbindelse med udvidelsen.

Ifølge EU-forskerne Anne Mette Vestergaard og Catharina Sørensen, som har skrevet bogen, kan Danmark højst forvente at tage imod 2000 vandrende arbejdstagere fra øst årligt i de første år efter udvidelsen. Det forholdsvis lave tal skal ses i forhold til, at de gamle EU lande samlet set kan forvente mellem 140.000 til 240.000 migranter om året fra de nye EU lande.

De to forskere mener, at problemet nærmest er det modsatte, nemlig at, Danmark kan få svært ved at tiltrække de højtuddannede østeuropæere, som vi har ”brug” for.

Syv år?

I debatten omtales overgangsordningerne hele tiden som en syvårsregel, den lange overgangstid er med til at forstærke indtrykket af, at der er god tid, og vi kan ”sove roligt om natten”, som beskæftigelsesminister Claus Hjort har formuleret det. Men overgangsordningerne skal ifølge EU reglerne vurderes undervejs. Så i virkeligheden er der tale om en to årig periode, som hvert land kan vælge at forlænge i første omgang med tre år, og i sidste ende med to år mere.

Men forlængelserne kan ikke ske automatisk. Hvert land skal vurdere, hvordan reglerne virker, og om der er behov for forlængelse. Hvis overgangsordningerne skal forlænges udover de fem år, så kræver det, at der er ”alvorlige forstyrrelser på arbejdsmarkedet” eller risiko for det, hvis et land åbner helt op.

Forligspartierne har aftalt at følge udviklingen nøje og efter to år tager de stilling til, om særreglerne skal forlænges eller eventuelt justeres. Men der er en fælles forventning i forligskredsen til, at overgangsordningen forlænges.

Seler og livrem

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, mener, at de danske overgangsregler er fair:
– Den er fair overfor de nye lande, fordi vi åbner op for reelle jobs til deres borgere. Og den er fair over for arbejdsmarkedets parter, fordi det skal ske på sædvanlige vilkår, siger han.
– Selvom det ikke ser ud til, at der bliver store problemer, så har vi valgt at være på den sikre side og gå med både livrem og seler. Det er svært at vide præcist, hvad der sker. Nogle vil måske forsøge at udnytte de store lønforskelle, det ønsker vi ikke at udvidelsen skal bruges til. Der skal være ordnede forhold for arbejdstagere fra de nye lande, siger Claus Hjort Frederiksen.
Han ser overgangsbestemmelser som en hjælpende hånd til arbejdsmarkedets parter.
– I Danmark er det op til arbejdsmarkedets parter at sikre ordnede forhold på arbejdsmarkedet. Men vi har valgt at give parterne en hjælpende hånd i den her situation, siger han. (brink)